Den styrkede pædagogiske læreplan

Den 1. juli 2018 trådte der nye regler i kraft om den pædagogiske læreplan i dagtilbud. Med den styrkede læreplan er der kommet et fælles pædagogisk værdigrundlag for alle dagtilbud, og de seks læreplanstemaer fra 2004 er blevet opdateret og udfoldet.

Publikationen Den styrkede pædagogiske læreplan - rammer og indhold samler alt indhold i den nye pædagogiske læreplan. Se desuden www.emu.dk/omraade/dagtilbud, som er målrettet praksis, og som indeholder beskrivelser af den styrkede pædagogiske læreplans forskellige områder. Du kan også finde en række understøttende materialer målrettet det pædagogiske arbejde i dagtilbud. Siden her opsummerer kort baggrund og proces for udviklingen af den nye læreplan samt fokus og indhold i den.

Baggrund og proces

Loven om pædagogiske læreplaner i dagtilbud blev første gang indført i 2004. På baggrund af evalueringer af, hvordan arbejdet med læreplanerne foregik i praksis, besluttede den daværende børneminister, Ellen Trane Nørby i 2016 at igangsætte en revision af læreplanen. Praktikere, forskere og interessenter fra hele dagtilbudsområdet gav i samarbejde bidrag til en ny pædagogisk læreplan for alle landets dagtilbud. Bidragene indgik i aftalen om ”Stærke dagtilbud”, som en bred kreds i Folketinget blev enige om i 2017. I foråret 2018 blev den nye pædagogiske læreplan vedtaget i Folketinget, og d. 1. juli 2018 trådte de nye regler i kraft.

Fra den 1. juli 2018 har kommuner og dagtilbud en to-årig periode, hvor de skal arbejde med at udvikle og realisere den styrkede pædagogiske læreplan.

Fokus

Nogle af de centrale elementer i den nye pædagogiske læreplan er, at børnenes egen nysgerrighed, børnefællesskaber og leg skal være styrende i det pædagogiske arbejde, og at der er et potentiale for pædagogik og læring i alle typer af situationer – også fx bleskiftet, frokosten, legen og på gåturen. Arbejdet med den pædagogiske læreplan er ikke afgrænset til en særlig aktivitet to timer om formiddagen, men en integreret del af hele dagtilbuddets hverdag.

Derudover beskriver læreplanen et bredt og holistisk læringssyn, hvor børn skal udvikles, lære og dannes både kropsligt, kognitivt, følelsesmæssigt og socialt.

Den styrkede læreplan støtter også udviklingen af en god evalueringskultur, hvor personale og ledelse forholder sig kritisk og refleksivt til egen praksis.

Indhold

Hvert dagtilbud skal ud fra den fælles lovgivningsmæssige ramme udarbejde lokale pædagogiske læreplaner. De lokale læreplaner skal tage højde for lokale forhold og er målrettes børnene på hhv. 0-2 år og 3 år til skolestart. Den lovgivningsmæssige ramme består af:

  1. Et pædagogisk grundlag, der beskriver centrale elementer i det pædagogiske arbejde i dagtilbud:
  • Leg
  • Et barnesyn, hvor det at være barn har værdi i sig selv
  • Dannelse og børneperpektiver
  • Læring
  • Børnefællesskaber
  • Pædagogisk læringsmiljø
  • Forældresamarbejde
  • Børn i udsatte positioner
  • Sammenhæng i overgange

    Elementerne er beskrevet i Dagtilbudsloven.
  1. Seks læreplanstemaer, der er udfoldet i indholdsbeskrivelser og brede pædagogiske mål:
  • Alsidig, personlig udvikling
  • Social udvikling
  • Kommunikation og sprog
  • Krop, sanser og bevægelse
  • Natur, udeliv og science
  • Kultur, æstetik og fællesskab

    Temaerne findes i Bekendtgørelse om pædagogiske læringsmål og indhold i seks læreplanstemaer.

Læreplanens indhold er illustreret i figuren nedenfor.

  undefined