Deling af formue ved separation og skilsmisse

Hvis ægtefæller skal separeres eller skilles, skal begge ægtefællers formuer gøres op og deles. Det kaldes ”bodeling”.

Deling af formue ved separation og skilsmisse

Hvis ægtefællerne har formuefællesskab, er det som udgangspunkt hele formuen, der skal deles:

  • Formue, som ægtefællerne hver især ejede, da de blev gift.
  • Formue, som ægtefællerne hver især erhverver, mens de er gift.
  • Arv og gaver, som ægtefællerne hver især modtog inden ægteskabet.
  • Arv og gaver, som ægtefællerne hver især modtager, mens de er gift.

Ligedelingen omfatter bl.a. ikke:

  • Særeje. Særeje skal være aftalt mellem ægtefæller eller bestemt af en arvelader eller gavegiver.
  • Personlige ejendele, fx smykker, tøj, smykker, ure og efter omstændighederne sports- og hobbyudstyr
  • Rimelige pensioner. Læs om pensioner
  • Personlige erstatninger fx erstatninger, godtgørelser og forsikringsudbetalinger m.v., der skyldes erhvervsevnetab, varigt men, kritisk sygdom, svie og smerte m.v.
  • Uoverdragelige og personlige rettigheder, fx en ophavsrettighed, personlig goodwill og båndlagt arv og båndlagt gave.

Al anden formue skal deles lige ved separation og skilsmisse. Det gælder også fx en erhvervsvirksomhed, et hus, en bil, en campingvogn, aktier og arvede malerier m.v. Det gælder også en opsparing, som en ægtefælle havde med ind i ægteskabet. Disse ejendele kan kun holdes uden for ligedelingen, hvis de er særeje. Læs om særeje

En deling foregår ved, at hver ægtefælle beregner sin bodel uden den formue, der holdes uden for ligedelingen. Det gør man ved, at man sætter beløb på, hvor meget man ejer, og hvor meget man skylder væk. Når det er sket, trækkes gælden fra formuen, og bodelingen sker på denne måde:

  • Hvis begge ægtefæller ejer mere, end de skylder væk (mere formue end gæld), har de positive bodele, og deres formue deles, så hver ægtefælle får lige meget.
  • Hvis den ene ægtefælle skylder mere væk, end vedkommende ejer (mere gæld end formue), har ægtefællen en negativ bodel. Denne ægtefælles formue deles ikke. Det er kun den anden ægtefælles bodel, der deles, hvis den er positiv. Bodelen deles lige mellem ægtefællerne.
  • Hvis begge ægtefæller skylder mere væk, end de ejer (mere gæld end formue), har de negative bodele, og deres formuer deles ikke.

Formuefællesskabet ophører som udgangspunkt ved udgangen af det døgn, hvor Statsforvaltningen modtog anmodning om separation og skilsmisse. Dette kaldes ”ophørsdagen”. Det er dog muligt at aftale, at det skal være en anden dag. Det er kun den formue, som ægtefællerne havde på ophørsdagen, som de skal dele.

Den formue, som ægtefællerne skal dele, indgår i delingen med værdien på det tidspunkt, hvor ægtefællerne gennemfører delingen.

Ved formuedelingen fordeles ægtefællernes enkelte ejedele mellem dem.

Hvis ægtefæller ikke kan blive enige, kan skifteretten tage stilling til, hvordan boet skal deles.

 

Regulerings- og misbrugskrav ved separation og skilsmisse

Hvis en ægtefælle overfører delingsformue til sine egne aktiver, der er særeje, eller anvender delingsformue til at betale sin egen gæld, der vedrører særeje, kan den anden ægtefælle have et reguleringskrav, der stiller ægtefællen som om der ikke var sket overførsel.

Tilsvarende kan der være reguleringskrav ved overførsel af særeje til delingsformue.

En ægtefælle kan have et misbrugskrav, hvis den anden ægtefælle ved misbrug af rådigheden over sin formue fx væsentlig har mindsket delingsformuen.