Internationale forhold

Hvornår finder ægtefælleloven anvendelse, og hvornår er det et andet lands ret, der finder anvendelse?

Udgangspunktet er, at ægtefælleloven finder anvendelse på ægtefællers økonomiske forhold, når de bor i Danmark ved indgåelsen af ægteskabet, medmindre de har indgået en lovvalgsaftale.

For ægtefæller, der ikke boede her i Danmark ved indgåelse af ægteskab, gælder følgende:

  • Når begge ægtefæller har boet her i Danmark de seneste 5 år (fra den 1. januar 2018), finder ægtefælleloven anvendelse.
  • Ellers anvendes som udgangspunkt loven i den stat, hvor ægtefællerne boede ved indgåelse af ægteskab, eller hvor de først boede samtidigt efter indgåelse af ægteskab.

Læs om lovvalgsreglerne i kapitel 18 i ægtefælleloven på Retsinformation

 

Kan ægtefæller indgå en lovvalgsaftale?

Ægtefæller kan aftale, at loven i en stat, hvor en af dem bor eller er statsborger ved aftalens indgåelse, skal finde anvendelse på deres økonomiske forhold.

En aftale om, hvilken stats lov der skal anvendes, som ægtefæller har indgået i udlandet, gælder i Danmark, hvis aftalen er i overensstemmelse med ovenstående.

En lovvalgsaftale skal indgås skriftligt, dateres og underskrives af begge ægtefæller.

Har begge ægtefæller bopæl her i landet på det tidspunkt, hvor de indgår aftalen, eller aftaler ægtefællerne, at dansk ret skal anvendes, skal aftalen indgås ved ægtepagt.

Læs om ægtepagt

Læs om lovvalgsaftaler i §§ 65 og 66 i ægtefælleloven på Retsinformation

 

Hvornår kan en sag om deling af ægtefællers formue behandles i Danmark?

En anmodning om deling af ægtefællernes formue kan bl.a. indgives til en skifteret i Danmark, hvis en af parterne har bopæl her.

Læs §§ 4 og 5 i ægtefælleskifteloven på Retsinformation