Pensioner

En ægtefælles pensioner skal som udgangspunkt ikke deles ved separation og skilsmisse. Ekstra pensionsopsparinger skal dog deles.

Rimelige pensioner skal ikke deles

En ægtefælle kan ved separation og skilsmisse beholde sine rimelige pensioner og skal derfor ikke dele pensionerne med den anden ægtefælle. Dette omfatter alle former for pension.

”Rimelige pensioner” betyder de pensioner, som man kan forvente at have ud fra sit arbejde, uddannelsesniveau, løn og alder.

 

Ekstra pensioner skal deles

Har en ægtefælle en pensionsordning, der indeholder en ”ekstra opsparing til pension”, skal værdien af denne ekstra opsparing – modsat rimelige pensioner – som udgangspunkt deles.

En ekstra pensionsopsparing kan fx være ekstraindbetalinger på en eksisterende opsparing eller en opsparing ved siden den pensionsopsparing, en ægtefælle har gennem sit arbejde.

 

Mulighed for at få kompensation

Når ægtefæller som udgangspunkt ikke skal dele deres pensioner ved separation og skilsmisse, kan der opstå den situation, at den ene ægtefælle har en stor pension, mens den anden ægtefælle enten ikke har en pension eller kun har en lille pension. I disse situationer har ægtefællen med ingen eller en lille pension mulighed for at få en økonomisk kompensation fra den anden ægtefælle.

Der er to former for kompensation:

  • Fællesskabskompensation

    Formålet med fællesskabskompensation er at tilgodese en ægtefælle, der har foretaget en mindre pensionsopsparing på grund af familiens forhold, f.eks. fordi vedkommende har været på deltid eller har fulgt med den anden ægtefælles arbejde i udlandet.

  • Rimelighedskompensation

    Formålet med rimelighedskompensation er at hjælpe en ægtefælle, der er havnet i en pensionsmæssig dårlig situation efter et længerevarende ægteskab, mod at blive stillet urimeligt i pensionsmæssig henseende.

Ved afgørelsen skal der tages hensyn til ægteskabets varighed, ægtefællernes formueforhold og omstændighederne i øvrigt.

 

Deling af pensioner – oprettelse af ægtepagt

Hvis ægtefæller ønsker at dele værdien af deres alders-, rate og kapitalpensioner, skal de oprette en ægtepagt.

Læs om oprettelse af ægtepagt

 

Deling af pension ved en ægtefælles død

Ved en ægtefælles død beholder den længstlevende ægtefælle sine pensioner, også selvom der er foretaget ekstra indbetalinger på dem.

 

Pensionsreformen af 2007

Lov nr. 483 af 7. juni 2006 om ændring af lov om ægteskabets retsvirkninger og lov om skifte af fællesbo m.v. med flere love (Pensionsrettigheders behandling ved død samt separation og skilsmisse) trådte i kraft den 1. januar 2007.

Lovændringen blev kaldt ægtefællepensionsreformen, fordi den medførte væsentlige ændringer af reglerne om deling af pension ved separation, skilsmisse og død. Reformen er beskrevet i en vejledning. 

Gå til vejledning nr. 10088 af 14. december 2006 om behandlingen af pensionsrettigheder ved dødsfald separation og skilsmisse

Disse regler om deling af pensioner er videreført uændret i ægtefælleloven.