Særeje

Hvis ægtefæller ønsker en anden formueordning end formuefællesskab (ligedelingsordningen), som følger af ægtefælleloven, har de mulighed for at indgå en aftale om fx særeje.

Særejets betydning

Hvis ægtefæller ønsker at skræddersy deres egen formueordning, har de mulighed for det.

Der er fx mulighed for at lave en aftale om særeje. Aftale om særeje skal indgås ved ægtepagt.

Særeje betyder, at den del af formuen eller den ejendel, der er særeje, ikke skal deles ved separation, skilsmisse eller død.

 

Ægtepagt

Aftaler om særeje skal oprettes i en ægtepagt. Ægtepagten er en skriftlig aftale, som begge ægtefæller skal underskrive.

Ægtepagten skal tinglyses hos Tinglysningsretten for at være gyldig.

Læs mere på tinglysningsrettens hjemmeside

 

Særejetyper

Der er flere forskellige former for særeje:

  • Skilsmissesæreje: Skilsmissesæreje deles ikke ved separation og skilsmisse, men skilsmissesæreje deles ved en ægtefælles død.
  • Fuldstændigt særeje: Fuldstændigt særeje deles ikke ved separation, skilsmisse og død.
  • Kombinationssæreje: Kombinationssæreje giver ægtefæller mulighed for at aftale forskellige former for fuldstændig særeje, som kun skal gælde i bestemte situationer, fx ved den ene ægtefælles død.
  • Genstandssæreje: En eller flere bestemte ejendele er særeje, fx en bil eller et sommerhus.
  • Erhvervelsessæreje: Særeje kan gøres betinget af, hvornår eller hvordan en formue er erhvervet. Det kan fx være aftalt, at formue, der er erhvervet inden ægteskabet, er særeje, eller at formue, der erhverves ved arv eller gave, er særeje.
  • Brøkdelssæreje: En bestemt brøkdel eller procentdel af en ægtefælles formue eller af en eller flere ejendele er særeje.
  • Sumsæreje: Kun et nærmere bestemt beløb eller et bestemt beløb af værdien af en eller flere ejendele er særeje.
  • Sumdeling: Hele ægtefællens formue er særeje med undtagelse af et bestemt beløb.

Derudover kan det bl.a. aftales, at særeje kun skal gælde en bestemt periode (tidsbegrænsning), eller at det skal aftrappes over en bestemt periode.

De forskellige former for særeje kan kombineres. Fx kan det aftales, at et sommerhus skal være skilsmissesæreje i 10 år, eller at den formue, som ægtefællerne havde, da de blev gift, skal være fuldstændigt særeje i 5 år.

 

Arveladers og gavegivers bestemmelse om særeje

Særeje kan også oprettes ved gave eller arv. Det kan ske ved, at den, der giver arven eller gaven, bestemmer, at arven eller gaven skal være særeje.

Bestemmelse om, at arv skal være særeje, skal stå i et testamente. Bestemmelse om, at gave skal være særeje, kan fx stå i et gavebrev.

 

Forhåndsaftaler om deling

Ægtefæller kan også aftale, at de ved separation og skilsmisse skal dele formue, som de ellers ikke skulle dele. Det kaldes en ”forhåndsaftale”, og den skal også indgås ved ægtepagt.

Ægtefæller kan indgå forhåndsaftale om følgende:

  • At værdien af en alders-, kapital- eller ratepension skal deles.
  • At en personlig erstatning, godtgørelse eller forsikringsudbetaling skal deles.
  • At værdien af en uoverdragelig og personlig rettighed (fx ophavsrettighed, båndlagt arv og gave eller personlig goodwill) skal deles.
  • At gæld skal fradrages i delingsformuen i nærmere bestemt omfang.