Historien om den frivillige sociale indsats

Allerede i slutningen af 1700-tallet opstod de første private, velgørende sammenslutninger. Det var dog først med overgangen fra det traditionelle samfund til det moderne samfund i midten af det 19. århundrede, at man for alvor kunne tale om en egentlig frivillig sektor i Danmark.

Grundloven som katalysator for foreningsdannelse

Det var særligt Grundlovens vedtagelse i 1849 – med overgangen fra enevældet til folkestyret – der var katalysator for mange foreningsdannelser. Før denne tid havde alle typer af fælles forsamlinger skullet godkendes af kongestyret, men med Grundloven blev det slået fast, at borgerne havde ret til uden forudgående tilladelse at indgå i og oprette foreninger, så længe det vel at mærke var i et lovligt øjemed.

 

Opblomstring af foreninger med et socialt sigte

Forenings- og forsamlingsfriheden konsoliderede således det moderne organisationssamfund, der blev et centralt træk ved den sociale udvikling i Danmark. Fra midten af 1800-tallet og frem til i dag er der inden for næsten alle samfundsanliggender opstået et utal af foreninger og organisationer, hvoraf mange – direkte eller indirekte – har et socialt sigte.

 

En afspejling af samfundets problemer

Karakteristisk for de frivillige organisationer, der yder en indsats inden for det sociale-/humanitære område, er, at deres opgaver og primære formål afspejler de problemstillinger, der præger samfundet og samtidens aktuelle behov. I beskrivelsen og forståelsen af organisationernes opståen og udvikling er det derfor også vigtigt at inddrage den socialpolitiske kontekst.

 

Det danske socialvæsen efter Grundloven

Med Grundlovens vedtagelse overgik styreformen som nævnt fra enevælde til folkestyre. Den grundlovsgivende forsamling fik blandt andet til opgave at indrette det fremtidige socialvæsen, og blandt forsamlingens medlemmer var der flertal for at bevare princippet fra enevælden om, at det offentlige havde forsørgelsespligt over for fattige, der ikke kunne forsørge sig selv og deres familie. Forsamlingen mente dog også, at en fattighjælp fra det offentlige måtte have konsekvenser for den enkelte modtager – de, der ikke kunne forsørge sig selv, var ikke værdige medborgere.

 

Støtte til de værdigt og de uværdigt trængende

Modtagere af offentlig fattighjælp, de uværdigt trængende, mistede således deres politiske rettigheder, dvs. retten til at stemme og selv blive valgt samt retten til at gifte sig. I de efterfølgende årtier udviklede der sig imidlertid en forståelse for, at mennesker ikke altid selv var skyld i deres fattigdom, og at der godt kunne være tale om mennesker, der var værdigt trængende. Til denne kategori hørte blandt andet syge og handicappede.

 

Frivillige bidrag til de værdigt trængende

Hvor det typisk var det offentlige, der tog sig af forsørgelsen af de uværdigt trængende, blev de værdigt trængende støttet gennem frivillige bidrag fra bedrestillede borgere. Hjælpen blev blandt andet organiseret gennem såkaldte understøttelsesforeninger, der hvilede på et kristent grundlag, og således havde en tæt forbindelse til kirkerne. De frivillige sociale organisationer, der blev oprettet i sidste halvdel af 1800-tallet, har da også ofte deres rødder i vækkelsesbevægelserne, og deres indsats rettede sig typisk mod børn og unge samt indsatsen imod fattigdom og alkoholmisbrug.

 

De sociale ydelser fastlægges i lovgivningen

De frivillige organisationers indsats med at påpege fattige og syges behov har i vid udstrækning været medvirkende til, at holdningen til mennesker med sociale problemer ændredes. Fra starten af det 20. århundrede blev det karakteristisk for de sociale ydelser, at både betingelserne for at få disse ydelser og ydelsernes størrelse blev fastlagt i lovgivningen.

 

Socialhjælp som en borgerret

Dette betød, at hjælpen blev til en borgerret, og de sanktioner, der tidligere havde været en konsekvens af at modtage hjælp, efterhånden blev mindsket. Endvidere fik ændringen den betydning, at den offentlige støtte blev mere omfattende, hvilket indskrænkede området for de frivillige understøttelsesforeninger.

 

Fra velgørenhed til interesseorganisering

Samtidig var det karakteristisk for perioden, at handicapgrupper i høj grad dannede deres egne foreninger. Nu blev deres interesser ikke kun varetaget gennem velgørende foreninger, men via medlemsbaserede interesseorganisationer, og netop denne organisationsform vandt indpas i første halvdel af det 20. århundrede.

 

Det offentlige som garant for borgernes velfærd

I 1933 indførtes Socialreformen, som anses for at være grundstenen til den danske velfærdsstat. Den socialdemokratiske regering, der stod bag reformen, så sig selv som repræsentant for ”folket”, hvis fællesskab blev formidlet gennem ”staten”. Samfundet og staten blev nærmest synonyme med hinanden, og det offentlige fik en central rolle og ansvar i forhold til at sikre borgernes velfærd.

 

Velgørenhed som supplement til de offentlige foranstaltninger

At det offentlige skulle stå som garant for borgernes velfærd, betød imidlertid ikke et farvel til de frivillige sociale organisationer eller ”den private velgørenhed”. Mens det offentlige havde det endelige ansvar, var ønsket med den private velgørenhed, at den skulle bidrage med dét, som de offentlige foranstaltninger havde svært ved at yde. Der blev således levnet en plads til den frivillige sociale indsats, fordi man var overbevist om, at når et menneske havde en indre trang – eller et kald – til at hjælpe, så måtte denne hjælp nødvendigvis udføres på en særlig god måde. Og bedre end et offentligt system kunne.

 

Udvidelse af de frivillige aktiviteter efter Forsorgsloven

Det samarbejde, der igennem længere tid havde været mellem de to parter, blev nu reguleret i Forsorgsloven, der var en del af Socialreformen. Af denne lov fremgik det blandt andet, at det offentlige via overenskomster kunne overdrage driftsopgaver til frivillige organisationer. Både på handicapområdet samt på børne- og alkoholområdet blev dette således tilfældet, og den øgede offentlige støtte betød for mange organisationer, at de tilmed kunne udvide deres aktiviteter.

 

Professionalisering af det sociale område

Fra 1930’erne og særligt op igennem 1960’erne og 1970’erne blev den offentlige indsats gradvist udbygget. Det sociale område blev mere og mere reguleret samt mere og mere professionaliseret, hvilket skulle sikre, at borgere overalt i landet kunne få en ensartet offentlig ydelse. Den standardiserede behandlings- og resultatorienterede professionelle indsats blev således foretrukket frem for den mere individuelle og værdiorienterede lægmandsindsats, der var fremherskende i de frivillige organisationer og institutioner. 

 

De selvejende institutioner vokser frem

For de frivillige organisationer betød det, at de måtte tilpasse sig de nye krav, hvis de ønskede at spille en rolle i det koordinerede offentlige sociale system. Særligt udtalt blev det med vedtagelsen af Bistandsloven i 1976, hvori det blev fastslået, at det offentlige ikke længere kunne indgå overenskomster med private institutioner, men udelukkende med selvejende institutioner. Dette gjorde det muligt – særligt ud fra økonomiske hensyn – at regulere institutionsdriften. 

 

Udbygning af de frivillige organisationers opgaver

Et sådant offentligt krav medførte dog ikke i sig selv en tilbagetrækning af de private aktiviteter. Udbygningen af velfærdsstatens serviceopgaver indebar nemlig også en udbygning af de frivillige organisationers opgaver, og organisationerne fik i stigende grad en rolle som serviceleverandører. 

 

Økonomisk afmatning og stigende arbejdsløshed

Fra midten af 1970’erne og til ind i 1980’erne var velfærdsstaten imidlertid præget af forskellige, omfattende problemer. Der var en generel økonomisk afmatning, høj arbejdsløshed samt stigende offentlige udgifter – bl.a. grundet i en øget efterspørgsel efter sociale og sundhedsmæssige ydelser. Samtidig ændrede samfundet sig hastigt fra et landbrugs- og industrisamfund til et informations- og servicesamfund med en differentiering i befolkningens krav og behov til følge. 

 

Kritik af velfærdsstaten fra neden

Der var bred politisk enighed om, at velfærdsstaten var blevet for dyr og fremherskende. Men også fra ”neden” lød der kritiske røster. Blandt andet i de nyoprettede kvinde- og miljøbevægelser blev der gjort oprør mod de gængse velfærdsstatsstrukturer og deres konventionelle løsninger. Bevægelserne ønskede indflydelse på deres eget liv og livsvilkår og lavede derfor deres egne alternative løsninger. 

 

Organisationer tilbyder alternative løsninger på sociale problemer

Tiden efter 1980 var således præget af et ønske om at finde alternative løsninger på samfundets sociale problemer. Samtidig var der behov for decentralisering og nærhed, og disse forhold tilsammen afspejlede sig tydeligt i, at der aldrig tidligere er blevet oprettet så mange organisationer og foreninger. Især nye sygdoms- og handicaporganisationer samt selvhjælpsforeninger så dagens lys. 

 

Politisk nytænkning i løsningen af sociale opgaver

Nyorienteringen i den danske socialpolitik betød, at det ikke længere skulle være det offentlige, der alene skulle tage sig af borgernes velfærd. Sociale problemer skulle ikke udelukkende løses på et socialkontor, hvorfor alle – frivillige organisationer, private firmaer, familien, den enkelte selv m.v. – blev tilskyndet til at tage et socialt medansvar. Velfærdsstaten skulle blive til velfærdssamfundet.

 

Forsøgs- og udviklingsprojekter på det sociale område

Den politiske velvilje til nytænkning inden for løsningen af sociale opgaver udmøntede sig konkret i forskellige forsøgs- og udviklingsprojekter. Ud fra intentionen om at lade idéer blive skabt nedefra iværksattes et omfattende socialt udviklingsprogram (SUM), der blandt andet skulle styrke det lokale initiativ, fremme omstillingen inden for det sociale område og særligt forbedre menneskers muligheder for at deltage i beslutningsprocesser, der vedrører deres dagligdag.

 

De frivillige organisationer i nyt lys

Det ”bottom-up” perspektiv, der således prægede socialpolitikken, satte de frivillige sociale organisationer i et nyt lys. Organisationerne fik en mere central og legitim rolle, og hvor man i 1970’erne havde set skævt til den ikke-professionaliserede frivillige indsats, fik man atter øje på disse organisationers særlige værdi i det sociale arbejde.

 

Den frivillige sektor i dag

I 2006 blev der for første gang offentliggjort en omfattende ”Frivillighedsundersøgelse”, der kortlagde omfanget og betydningen af den frivillige sektor i Danmark. ”Frivillighedsundersøgelsen” er den danske del af det internationale komparative forskningsprojekt; ”The John Hopkins Comparative Nonprofit Sector Project”, som blev udarbejdet af SFI - det nationale forskningscenter for velfærd.

 

Omfanget af den frivillige indsats

Frivillighedsundersøgelsen viser, at der i dag findes ca. 100.000 frivillige organisationer og foreninger i Danmark. Tallet dækker over en stor variation fra lokale fritids- og idrætsklubber over politiske organisationer til velgørende foreninger.