Aktivitets- og samværstilbud til personer med handicap eller sociale problemer

Aktivitets- og samværstilbud er med til at opretholde eller forbedre færdigheder eller livsvilkår for mennesker med handicap og særlige sociale problemer.

Formål og målgruppe

Formålet med aktivitets- og samværstilbud er at medvirke til, at personer med betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer har mulighed for at komme hjemmefra og deltage i sociale aktiviteter, hvor der er mulighed for at udfolde sig sammen med andre og deltage i et socialt fællesskab.

 

Indhold

Der kan være tale om tilbud med visitation eller åbne tilbud uden visitation. For mennesker med handicap vil der typisk være tale om tilbud med visitation.

De enkelte tilbud kan tilrettelægges, så de imødekommer bestemte behov for forskellige målgrupper. I tilbud for personer med handicap kan der være behov for aktiverende støtte, såsom træning i dagligdags funktioner, sprogstimulation og lystbetonede aktiviteter.

For andre grupper, herunder personer med særlige sociale problemer, kan det centrale behov være omsorgsmæssige foranstaltninger, fx rådgivning, socialt samvær, tøjvask eller madlavning. Tilbuddet kan også bestå i mere aktiverende aktiviteter som udflugter, idræts- eller fritidstilbud. Tilbuddene skal bl.a. medvirke til at forebygge udviklingen af yderligere sociale problemer.

Tilbud om aktivitets- og samværstilbud kan kombineres med andre tilbud, fx tilbud om specialundervisning, efterbehandling af alkohol og stofmisbrug, rådgivning m.m.

 

Udgifter i forbindelse med aktivitets- og samværstilbud

Kommunen afholder udgiften til befordring for personer med handicap, der er visiteret til aktivitets- og samværstilbud.

Kommunen kan beslutte, at personer, der er visiteret til et aktivitets- og samværstilbud, helt eller delvist skal betale for materialer, der ikke bruges i produktion. Det samme gælder i forhold til udflugter for de pårørende.