Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Hjælpemidler

Hjælpemidler er produkter, der er lavet specielt for at afhjælpe en funktionsnedsættelse.

Støtte til hjælpemidler er reguleret i servicelovens § 112, fx benproteser, kørestole eller rollatorer. Hjælpemidler vil sædvanligvis blive givet til borgerens eget brug. 

 

Betingelser for støtte

Det er en betingelse for at få støtte til et hjælpemiddel, at borgeren har varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. 

Det er også en betingelse for støtte, at hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe borgerens nedsatte funktionsevne eller kan lette den daglige tilværelse i hjemmet. Der kan også ydes støtte, hvis hjælpemidlet er nødvendigt for, at borgeren kan udøve et erhverv.

Det er kommunen, der træffer afgørelse om støtte til hjælpemidler.

 

Frit valg af hjælpemidler

Kommunen yder støtte til det bedst egnede og billigste hjælpemiddel. Kommunen kan også beslutte, at hjælpemidlet skal leveres af en bestemt leverandør.

Borgeren har dog med visse undtagelse ret til frit valg af alle typer af hjælpemidler. Det betyder, at hvis borgeren ikke ønsker at benytte kommunens leverandør, kan man selv vælge leverandør af hjælpemidlet. Det er også muligt for borgeren at vælge et dyrere hjælpemiddel end det, som kommunen vil yde støtte til, men borgeren skal selv betale en eventuel prisdifference. 

 

Udskiftning, reparation og drift

Det er kommunen, der træffer afgørelse om udskiftning af hjælpemidler. Hjælpemidler bliver udskiftet, når der er behov for det. 

Kommunen kan yde hjælp til nødvendige reparationer af hjælpemidlet. Under reparationen kan man evt. låne et andet egnet hjælpemiddel.

Kommunen yder ikke hjælp til udgifter i forbindelse med selve driften af hjælpemidlet, fx til strøm og lignende. Det samme gælder hjælp til udgifter til almindelig vedligeholdelse og rengøring af hjælpemidlet.

 

Ophold i udlandet

Borgeren kan tage sit hjælpemiddel med til udlandet i op til en måned uden at søge kommunen om det forinden. Hvis opholdet i udlandet er længere end en måned, skal man søge kommunen om at tage hjælpemidlet med, før man rejser.

Ophold i udlandet kan fx være kortvarige ferieophold eller nødvendig behandling, som borgeren ikke kan få her i landet.