Hvilken kommune har pligt til at handle

Reglerne om opholds- og handlekommune er fastlagt i retssikkerhedslovens §§ 9, 9 a og 9 b. Disse regler gælder for hjælpen efter de love, som er omfattet af retssikkerhedsloven. En undtagelse er dog forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v., der efter servicelovens § 79 a skal tilbydes af pågældendes bopælskommune.

Reglerne, fastlægger, hvilken kommune der har pligt til at give hjælpen. Det er et grundlæggende princip, at der altid skal være en kommune, som har pligt til at give hjælp, således at borgeren ikke risikerer at blive henvist fra myndighed til myndighed og ikke få den nødvendige hjælp i tide.

Hvis kommunerne ikke kan blive enige om, hvor en borger har handlekommune, skal den kommune, hvor borgeren sidst havde folkeregisteradresse, fungere som handlekommune, indtil spørgsmålet er afklaret.

Begreberne opholdskommune og handlekommune 
Opholdskommunen er som hovedregel den kommune, hvor borgeren bor eller sædvanligvis opholder sig. Udgangspunktet for de ydelser, der er omfattet af retssikkerhedsloven, er, at opholdskommunen har pligt til at yde hjælp – dvs. at kommunen er handlekommune.

Herfra findes dog nogle undtagelser. 

Væsentligste undtagelser om opholdskommune:

  • Ægtefæller har opholdskommune, hvor den fælles bopæl er.
  • Børn under 18 år har som hovedregel samme opholdskommune som forældrene, jf § 9 a, stk. 2 og 3 og 5
  • Børn anbragt uden for hjemmet har opholdskommune i den kommune, som har truffet afgørelse om anbringelsen, jf. § 9 a, stk. 4

Væsentligste undtagelser om handlekommune:

  • En tidligere opholdskommune kan efter aftale fortsat være handlekommune, jf. § 9, stk. 6, og § 9 a, stk. 6
  • Den oprindelige opholdskommune kan være handlekommune for hjælp efter serviceloven, jf. § 9, stk. 7 og 8 og § 9 a, stk. 7.
  • En kommune, hvor borgeren opholder sig midlertidigt, kan være handlekommune i visse tilfælde, jf. § 9b