Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

EU – Den Europæiske Union

Danmark samarbejder med de øvrige EU-medlemsstater og EU-institutionerne om at opfylde den europæiske socialpolitiske dagsorden.

Rådet for Den Europæiske Union

Rådet for Den Europæiske Union er den institution, der repræsenterer medlemsstaternes regeringer. Rådet, også kaldet Ministerrådet, er det forum, hvor de nationale fagministre fra hvert EU-land samles for at vedtage lovgivning og koordinere politikker.

Læs mere om Rådets arbejde på Rådets hjemmeside.

Rådet er ét organ, men af hensyn til tilrettelæggelsen af drøftelserne optræder det i forskellige sammensætninger afhængigt af, hvilke spørgsmål der behandles, herunder blandt andet EPSCO og RIA. Her mødes medlemsstaternes ministre og de EU-kommissærer, der er ansvarlige for de pågældende sagsområder.

Læs mere om de forskellige rådssammensætninger på Rådets hjemmeside.

 

EU-formandskab

Den medlemsstat, der har EU-formandskabet, har som sin primære opgave at organisere og lede arbejdet i de forskellige ministerrådsformationer. Denne funktion varetages af de relevante fagministre, således at når Danmark har formandskabet, vil det være den danske socialminister, der leder arbejdet med de sociale spørgsmål i Rådet.

Funktionen med at lede arbejdet i de forskellige rådsformationer består mere konkret i at sikre, at arbejdet i Rådet forløber som det skal, at der er fremdrift i de politiske forhandlinger, og at der er opbakning bag nye initiativer. Derfor er det også formandskabets opgave at udarbejde konstruktive løsningsforlag, hvis der opstår uoverensstemmelser i forhandlingerne.

Formandskabet skal udøves upartisk og neutralt. Dette forhindrer imidlertid ikke formandskabet i at have sin egen prioritering af, hvilke sager og områder der skal fremmes i løbet af formandskabsperioden. Hver formandskabsperiode har en varighed på et halvt år.

Læs mere om EU-formandskabet på Europa-Kommissionens hjemmeside.