FN's Børnekonvention

Danmark ratificerede den 19. juli 1991 FN’s konvention om Barnets Rettigheder.

Konventionen om henholdsvis at inddrage børn i væbnede konflikter og salg af børn, børneprostitution og børnepornografi. Danmark har ratificeret dem begge.

 

To grupper af rettigheder

Konventionens formål er at fremme børns rettigheder generelt og indeholder borgerlige og politiske rettigheder såvel som økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

De borgerlige og politiske rettigheder er eksempelvis retten til livet, et navn og en nationalitet og respekt for privat- og familieliv samt retten til ytringsfrihed, religionsfrihed og forenings- og forsamlingsfrihed.

Eksempler på økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder er retten til sundhed, social sikkerhed, en passende levestandard, uddannelse, hvile og fritid samt retten til beskyttelse mod økonomisk udnyttelse, ulovlig brug af narkotika og seksuel udnyttelse.

 

Forbud mod forskelsbehandling

Konventionen lægger vægt på, at rettighederne skal håndhæves uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyntagen til barnets eller dettes forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden anskuelse, nationale, etniske eller sociale oprindelse, formueforhold, handicap, fødsel eller anden stilling.

 

Konventionen i national lovgivning

Konventionen forpligter deltagerstaterne til at sørge for, at konventionens rettigheder bliver gennemført gennem blandt andet landets love og administration.

Deltagerstaterne er forpligtet til hvert femte år at udarbejde en rapport  om de tiltag, der er igangsat for at gennemføre konventionen. Deltagerstaterne skal også redegøre for de fremskridt, der er gjort for at børnene kan nyde godt af rettighederne.

 

Valgfri protokoller

Der findes i alt tre valgfri protokoller til Børnekonventionen. Danmark har ratificeret alle tre protokoller, herunder ” Valgfri protokol til konventionen om barnets rettigheder vedrørende inddragelse af børn i væbnede konflikter”, Valgfri protokol til Konventionen om Barnets Rettigheder vedrørende salg af børn, børneprostitution og børnepornografi”  og senest ”valgfri protokol af 19. december 2011 til konventionen om barnets rettigheder”, som Danmark ratificerede den 7. oktober 2015. For de lande der har ratificeret Børnekonventionen, er det frivilligt at tilslutte sig de valgfri protokoller.

 

Danmark til eksamen

Danmark har rapporteret til komitéen i 1993, 1998, 2003, 2008 og 2016. På baggrund af rapporterne indkalder FN's børnekomité den pågældende deltagerstat til en eksamination i Genève. Danmark afleverede sin 5. periodiske rapport i 2016 og deltog i komitéens eksamination i september 2017.

Efter hver enkelt eksamination modtager deltagerstaten en række anbefalinger fra komitéen. De indeholder både ros og forslag til, hvad deltagerstaten kan gøre bedre for sikre efterlevelse af konventionen.

Ministeriet har nedsat en tværministeriel samarbejdsgruppe, som udover relevante ministerier også består af en bred vifte af børneorganisationer. Samarbejdsgruppen mødes to gange årligt og drøfter, hvordan vi bedst kan implementere anbefalingerne fra FN’s børnekomité. 

 

Danmarks femte periodiske rapport under FN's børnekonvention

Anbefalinger fra FN's børnekomité

Dansk oversættelse af Danmarks femte periodiske rapport under FN's børnekonvention