Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Opgavefordeling på det sociale område

Kommunerne har det fulde myndigheds-, forsynings- og finansieringsansvar på det sociale område. Det betyder, at den enkelte kommunalbestyrelse har et samlet ansvar for at træffe afgørelse om borgerens visitation til et tilbud, ansvar for at sikre, at der er relevante sociale tilbud til borgerne, samt ansvar for finansieringen af tilbuddene.

Kommunerne opfylder deres forsyningsansvar ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med andre kommuner, regioner eller private.

Kommunerne har tillige ansvaret for at tilbyde såvel den almindelige som den specialiserede rådgivning af brugere og pårørende, som de efter loven har krav på.

Regionerne har efter aftale med kommunerne et leverandøransvar i forhold til kommunerne for følgende tilbud:

  • Tilbud efter servicelovens §§ 103-104, 107, stk. 2 og 108-110
  • Særlige dag- og klubtilbud til børn og unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter §§ 32 og 36
  • Døgninstitutioner for børn og unge med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, jf. § 66, stk. 1, nr. 6
  • Sikrede døgninstitutioner, særligt sikrede afdelinger og delvis lukkede afdelinger i tilknytning til sikrede døgninstitutioner, jf. § 66, stk. 1, nr. 6
  • Tilbud om behandling af stofmisbrugere efter §§ 101 og 101 a
  • Tilbud efter §§ 83-87, 97, 98, og 102 til personer med længerevarende ophold i boliger til personer med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne efter lov om almene boliger m.v.

Derudover medvirker regionerne til at tilvejebringe hensigtsmæssige og sikre hjælpemidler.

Regionerne opfylder deres ansvar ved brug af egne tilbud og ved samarbejde med kommuner, andre regioner eller private tilbud.

De regionale tilbud finansieres af kommunerne via takstbetaling og for enkelte typer af tilbuds vedkommende via objektiv finansiering. 

VISO er en statslig organisation, som er en del af Socialstyrelsen. VISO bistår kommuner og borgere med gratis vejledende specialrådgivning i de mest specialiserede enkeltsager. Se mere under VISO og Socialstyrelsens hjemmeside.

 

Tilbudsportalen

Tilbudsportalen er en landsdækkende, statslig database med oplysninger om kommunale, regionale og private tilbud på det sociale område. Derudover er der oplysninger om behandlingstilbud efter sundhedsloven til alkoholmisbrugere og information om almene ældreboliger, specielt for borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Både kommuner og borgere kan gennem portalen skaffe sig overblik over de mange forskellige tilbud, der eksisterer på det sociale område, og fx se tilbuddenes målgrupper, metoder, takster og gergrafisk placering. Kommunerne kan ikke visitere borgere til tilbud, som ikke er registreret i portalen.

Læs mere om Tilbudsportalen på www.tilbudsportalen.dk