Rådgivning og vejledning

Efter § 11 i serviceloven skal kommunen tilbyde gratis rådgivning til børn og unge og deres forældre, andre personer, der faktisk sørger for et barn eller en ung samt vordende forældre.

Familieorienteret rådgivning

Efter servicelovens § 11 skal der være adgang til en familieorienteret rådgivning for både enkeltmedlemmer og hele familien, også uden at der er iværksat eller skal iværksættes andre former for støtte. Ved familieorienteret rådgivning forstås, at der kan rådgives om alle aspekter, der har betydning for børn, unge og deres familier. Rådgivningen kan i den forbindelse bestå i, at barnet, den unge og familien henvises til andre afdelinger i kommunen eller andre relevante myndigheder, som vil kunne yde den relevante rådgivning og vejledning.

 

Anonym rådgivning

Rådgivningen efter serviceloven skal kunne ydes som et anonymt og åbent tilbud til vordende forældre samt forældre, børn og unge, der alene søger rådgivning. Adgangen til anonym rådgivning betyder, at der ikke kan stilles krav om at opgive navn eller andre data for personer der kun søger rådgivning. At rådgivningen skal kunne ydes som et åbent tilbud indebærer, at alle frit skal kunne henvende sig alene med det formål at blive rådgivet.