Struktur på plads i Social- og Indenrigsministeriet

10-08-2015
Nyhed Ministeriet

Social- og Indenrigsministeriets struktur er nu på plads efter regeringsskiftet og omlægningen af ministerier. Social- og indenrigsminister Karen Ellemann vil have mere fokus på det, der virker. Der kommer således en ny afdeling for analyse og datastrategi.

Social- og Indenrigsministeriets nye struktur bygger på fire faglige afdelinger for henholdsvis socialpolitik, jura, analyse og datastrategi samt kommunal- og regionaløkonomi med en klar opgavefordeling mellem departement og styrelser. Hertil kommer en afdeling for koncernstyring og minister- og ledelsessekretariatet. Det har været vigtigt at gennemføre en omkostningsbevidst og hurtig omlægning. Ministeriet vil prioritere viden og analyser, konsekvent implementering samt en solid forvaltning og administration.

Den nye organisation træder i kraft med det samme, og alle medarbejdere forventes på plads i departementet på Holmens Kanal 22 i løbet af august. 

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Jeg har drøftet perspektiverne for det nye Social- og Indenrigsministerium med departements-chefen med henblik på at få en effektiv samlet organisation på plads. Jeg har lagt vægt på et højt fagligt niveau og på, at vi gør det, der virker i social- og indenrigspolitikken. Jeg er glad for, at vi kan melde den nye struktur ud hurtigt, og jeg vil besøge alle styrelser og enheder i løbet af de næste måneder.

- Karen Ellemann

Social- og Indenrigsministeriet har følgende styrelser og organisationer: Danmarks Statistik, CPR, Statsforvaltningen, Socialstyrelsen, Ankestyrelsen, KORA - Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning samt SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

 

Organisationsdiagrammet kan findes på sim.dk.