Kommuner får nu besked om fordeling af tilskud til at modtage og integrere flygtninge

07-05-2015
Pressemeddelelse

De 325 mio. kroner, der skal ruste kommunerne til at tage imod og integrere de markant flere flygtninge i år, er nu fordelt.

I januar blev regeringen og KL enige om, at kommunerne samlet set skulle have 325 mio. kr. i tilskud til at tage imod og integrere de markant flere flygtninge, der ventes i 2015. Kommunerne får nu besked om, hvordan pengene bliver fordelt kommunerne imellem.

De ekstra midler i 2015 er udmøntet i to tilskud:

  • Et tilskud på 125 mio. kr. til ekstraordinære udgifter til investeringer – særligt i forbindelse med hurtig udvidelse af boligkapaciteten.
  • Et ekstra integrationstilskud på 200 mio. kr.     

Tilskuddet på 125 mio. kr. er fordelt efter de kommunekvoter, som Udlændingestyrelsen nu har meldt ud, efter kommunerne har haft mulighed for at indgå frivillige aftaler om fordelingen af flygtninge i 2015. Integrationstilskuddet er fordelt efter oplysninger om kommunekvoter og oplysninger  om kommunernes grundtilskud for udlændinge omfattet af integrationsprogrammet. Her tages der således også højde for de flygtninge og familiesammenførte omfattet af integrationsprogrammet, der allerede er ankommet.

Halvdelen af tilskuddene udbetales straks til kommunerne. Den anden halvdel udbetales i løbet af resten af året.

Samlet set forventer Udlændingestyrelsen, at Danmark vil modtage 12.000 flygtninge i 2015. Der er dermed tale om en opjustering på 8.000 flygtninge i forhold til de 4.000 flygtninge, styrelsen oprindeligt meldte ud.

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard siger:

Danmark skal hjælpe alle de nødstedte, som kommer hertil. Med de store flygtningestrømme fra bl.a. Syrien, står kommunerne over for en langt større opgave med både at modtage og integrere flygtninge. Derfor er der naturligvis brug for ekstra ressourcer. Jeg er glad for, at kommunerne med tilskuddene får rum til at løse opgaven på en god måde, så integrationen kan komme i gang fra første dag.

- Morten Østergaard