Social- og indenrigsminister Karen Ellemanns tale ved Børne- og Kulturchefforeningens årsmøde og 50 års jubilæum

12-11-2015
Ministerens taler og debatindlæg

Torsdag den 12. november 2015, Nyborg

Det talte ord gælder

 

Tak for ordet, og tak for invitationen!

Allerførst vil jeg ønske jer tillykke med jubilæet. Til en 50-års fødselsdag slår man det ofte hen og siger, at ”50 år er jo ingen alder” – men i dag er jeg ikke enig.

For når man som forening – uanset navneskift og forandringer – har eksisteret i 50 år, så har man en stor viden og erfaring. Og det betyder, at andre hører efter, når man taler, og lytter til ens vurderinger. Det er en betydningsfuld og værdifuld rolle at have. Så stort tillykke.

***

Jeg kan ikke trække på 50 års erfaring på det her område. Men jeg er heller ikke helt ’grøn’.

Sidst jeg var minister for socialområdet, stod jeg i spidsen for de politiske forhandlinger, der endte med Barnets Reform – noget, jeg er stolt af.

Jeg oplever, at Barnets Reform siden er blevet en fælles betegnelse, der dækker over mere end den politiske aftale, jeg var med til at indgå. En betegnelse for en faglig kultur, som retter fokus på det enkelte barn og dets behov. Og jeg oplever også, at der i kommunerne er en ejerskabsfølelse for den kultur.

Den opbakning er jeg utroligt glad for. Og jeg tror ikke, at den bare skyldes en god politisk aftale. Nej, jeg tror, at fagfolk og andre har taget reformen til sig, fordi den blev skabt efter en inddragende proces med de aktører, som kender praksis – blandt andre kommunale chefer som jer. På den måde blev reformen genkendelig og forståelig, fordi den bygger på den virkelighed, som fagfolk oplever.

Barnets Reform er et eksempel på, hvor vigtigt det er, at vi samarbejder. Derfor er jeg også glad for at stå her i dag. Og jeg ser frem til at fortsætte den konstruktive dialog, vi har, om at forbedre vilkårene for udsatte børn.

***

Som politiker er det afgørende at have viden om praksis. Det er sådan, vi kan rette fokus derhen, hvor I oplever, at skoen trykker. Det er sådan, vi kan skrue udspil sammen, der understøtter vores fælles mål.

Viden om den kommunale virkelighed er noget af det, jeg får ud af samarbejdet med jer. Det kræver selvfølgelig, at både I og jeg bidrager aktivt. Derfor har jeg også været på flere besøg på børneområdet – noget jeg gik i gang med allerede en uge efter, jeg kom tilbage på posten som social- og indenrigsminister.

Et af besøgene har været i Faaborg-Midtfyns nye børne- og multihus ’MDVuns’. Her arbejdes der med at samle de aktører, som har kontakt med familierne. Det er et spændende eksempel på en kommune, der satser på at styrke det tværfaglige og forebyggende samarbejde på børneområdet. Den slags besøg giver mig god indsigt i praksis.

Samtidig trækker jeg på systematisk viden fra mit eget hus. Socialstyrelsens tætte samarbejde med kommuner og regioner giver masser af nyttig information, som bliver anvendt i hele ministeriet – senest i forbindelse med forberedelsen af satspuljeudspillet.

Det, at styrelsen nu bliver samlet i Odense, kommer også til at være godt for samarbejdet med jer – også selvom det vil kræve lidt ekstra af os alle under flytningen.

Viljen til dialog skal være gensidig, og derfor sætter jeg pris på, at I og BKF er engagerede. Når dialogen fungerer og bygger på tillid, skabes der nemlig rum til at tage fat på de hængepartier, der er.

Sagsbehandlingen på børneområdet er et eksempel. Vi oplever for ofte enkeltsager og undersøgelser, der peger på problemer med kvaliteten.

Her står vi med en udfordring uden en simpel løsning. Det gør det ekstra vigtigt, at vi taler åbent sammen og bliver enige om en fælles tilgang. For sagsbehandlingen skal være i orden over hele landet.

***

Da I inviterede mig til jeres årsmøde, skrev I blandt andet, at I er enige med regeringen i behovet for at arbejde mere vidensbaseret på området. Det blev jeg glad for at læse. For det er en af mine mærkesager.

Vi skal vide, at der er en dokumenteret effekt for barnet og familien, når vi vælger at sætte en bestemt indsats i gang. Eller vi skal have en klar hypotese og et seriøst forsøgs-set-up, når vi vil prøve nye metoder af.

I Social- og Indenrigsministeriet er der for nyligt blevet oprettet en afdeling for analyse og datastrategi. Det er sket ud fra et ønske om, at den politik vi fører, og de indsatser vi sætter i gang, skal stå på et solidt fagligt grundlag.

Socialstyrelsen spiller også en væsentlig rolle med det metodeprogram, de kører på børneområdet. Det går ud på at teste nye metoder og udbrede eksisterende indsatser, som vi ved virker, i samarbejde med jer i kommunerne.

Samtidig er det vigtigt at efterprøve de indsatser, der vokser ud af den lokale praksis. Derfor har regeringen og partierne i årets satspuljeaftale netop afsat midler til det:

Vi sætter et projekt i gang, som er inspireret af blandt andet Herning Kommunes arbejde. Projektet skal øge vores viden om, hvordan lovende praksis virker. Men det sætter også fokus på, at vi fra statens side skal understøtte kommunerne i at omlægge indsatserne i en mere forebyggende og effektiv retning – både via faglig og økonomisk støtte.

***

Nogle kommuner oplever, at de skal løfte andres opgaver. Det er bestemt ikke meningen.

Det er afgørende, at I har et godt samarbejde med de aktører, I har snitflader med. At I tager et fælles ansvar for at afklare, hvor opgaverne hører til og kan blive løst med de bedste resultater.

Men der kan også være tilfælde, hvor ekspertisen entydigt er placeret et andet sted. Der skal I tage ansvar ved at sige fra.

Jeg vil også understrege, at der er opgaver, som det offentlige ikke bør løse. Vi har som borgere et personligt ansvar for vores eget liv, som hverken stat eller kommuner skal overtage.

Vores opgave er at hjælpe dem, der faktisk har brug for det. Hjælpe, så de kommer godt videre i livet uden at blive hængende i systemet.

Det kan I for eksempel understøtte ved at arbejde målrettet for, at anbragte børn fastholder deres netværk: At de bliver ved med at se deres søskende. At de kommer i netværkspleje hos deres moster. Eller at de fortsætter i skoleklassen med deres gode kammerater.

Der er mange veje. Det afgørende er, at I ikke overtager rollen som børnenes ven og netværk, men sikrer at de holder forbindelsen til hverdagen.

***

Som borgere har vi også et ansvar for hinanden. Et ansvar for at vise omsorg og næstekærlighed.

Det er noget, der er stor vilje til i samfundet – tænk bare på den seneste tids indsats for de mange flygtninge. Den lyst til at gøre noget for andre, den skal vi blive bedre til at tænke ind i de kommunale indsatser.

Jeg er overbevist om, at både kommuner, frivillige organisationer og udsatte borgere vinder ved et tættere samarbejde.

Det har regeringen valgt at bakke op om i satspuljeaftalen med over 40 mio. kroner til frivillighedsområdet fra 2016 til 2018.

***

Jeg vil runde af med endnu engang at ønske stort tillykke med jubilæet. Jeg glæder mig til samarbejdet med jer fremover. Et samarbejde, der skal føre til bedre vilkår for udsatte børn.

Det kræver en tæt dialog mellem stat og kommuner med fokus på praksis og vidensbaserede indsatser. Det kræver, at vi hver især – politikere, fagfolk, frivillige og helt almindelige borgere – tager vores del af ansvaret. Men også at vi giver plads til, at andre kan bidrage med det, de er særligt gode til.

Fortsat god fornøjelse med det spændende program her til årsmødet.