Social- og indenrigsminister Karen Ellemanns tale ved Børns Voksenvenners 25 års jubilæum

01-10-2015
Ministerens taler og debatindlæg

Torsdag den 1. oktober 2015, København

Det talte ord gælder

 

Kære børn. Kære frivillige. Kære forældre og alle jer andre.

I dag fejrer vi, at Børns Voksenvenner i løbet af 25 år har skabt hundredevis af venskaber – til gavn for både små og store. Det er et vigtigt arbejde, som I skal være stolte af og fortsætte med.

Tillykke med jubilæet – også det landsdækkende – og tak fordi jeg må være med til festen.

***

En verdenskendt bokser fra USA har engang udtalt, at ”venskab er det sværeste i verden at forklare. Det er ikke noget, du nødvendigvis lærer i skolen. Men hvis du ikke har lært betydningen af venskab, har du i virkeligheden ikke lært noget som helst”.

I foreningen her gør I en stor forskel for børn, der har brug for en ekstra voksen ven i deres liv. Det er noget, der har stor betydning for jer børn lige nu og her, men også senere hen. For selvom man har en mor eller far, kan det være rart at have en rollemodel mere. En, som er nærværende, lytter til jer og tror på jer. En, som giver jer en masse gode oplevelser med videre i livet.

Vores allesammens gode ven, Peter Plys, siger, at "gode venner kan lave alting sammen, men kun de bedste venner er i stand til at lave ingenting”. Det synes jeg er så rigtigt. For en ven behøver ikke at være astronaut for at være sjov at hænge ud med. Det kan også være værdifuldt at hygge sig med en, der er sej til at lave mad, sætte hår, fiske, spille fodbold – eller lave ingenting!

Nu er der en grund til, at foreningen her ikke hedder Voksnes Børnevenner. Og grunden er selvfølgelig, at det er jer børn, der kommer i første række. Men det betyder ikke, at der ikke også er gevinster for de voksne ved at være frivillige. Jeg har hørt, at man som voksenven får mange dejlige oplevelser og mulighed for at blive mere spontan: Man får blandt andet en god grund til at fjolle rundt på legepladsen.

***

Frivilligt arbejde er enormt vigtigt. For hverken familierne eller det offentlige kan klare alt alene. Særligt kommunerne skal selvfølgelig løse centrale sociale opgaver. Men hjælpen til dem, der har brug for en ekstra håndsrækning, bliver først rigtig stærk, når vi får de menneskelige ressourcer i spil. 

De frivillige indsatser er kendetegnet ved et positivt tilvalg: Lysten til at gøre en forskel for andre. At række ud, når vi kan se, at nogen har brug for det. At tage et personligt ansvar for vores medmennesker.

Det skaber en helt anden og mere ligeværdig relation, end nogen lønnet medarbejder kan give.

Men de gode intentioner gør det ikke alene. Og netop derfor er det vigtigt for mig og regeringen, at det frivillige foreningsliv, som I er så fine repræsentanter for, har gode vilkår. I skal kunne udfolde jer, uden at noget spænder ben for jeres indsats.

Noget af det første, jeg har gjort, efter jeg er kommet tilbage på posten som social- og indenrigsminister, er at holde en række møder med frivillige organisationer. Og jeg er fortsat lydhør. Så hvis I oplever noget, der gør det besværligt at være frivillig, så gør mig opmærksom på det. Hellere i dag end i morgen.

***

Jeg ved, at der bag alle jeres venskaber ligger et grundigt forarbejde med at screene og matche børn og voksne. Sådan undgår I, at der sættes relationer igang, som ikke holder. Jeg ved også, at I bestræber jer på at arbejde fagligt og vidensbaseret, og det er godt.

Jeres engagement er nemlig givet bedre ud, når det bliver brugt på noget, som har en dokumenteret virkning. Derfor blev jeg også glad for at høre, at I sammen med TrygFondens Børneforskningscenter og Det Kriminalpræventive Råd er igang med at evaluere effekten af jeres indsats. På den måde kan vi sprede de erfaringer, I har gjort jer, så flere børn kan få glæde af dem.

***

Der findes mange talemåder, der prøver at beskrive, hvad ægte venskab går ud på. For eksempel siger man, at en rigtig ven er en, der diskret fortæller dig, når du har spinat mellem tænderne. Man siger også, at gode venner er som stjerner, fordi man ikke altid kan se dem, men alligevel ved, at de altid er der.

Jeg er sikker på, at I, der er her i dag, er de allerbedste til at beskrive, hvad lige præcis jeres venskaber betyder.

Endnu engang tillykke med jubilæet, og tak for den indsats Børns Voksenvenner leverer her i København, men også i de over 40 lokalafdelinger i resten af landet. I tager ansvar for, at flere børn får en bedre og sjovere hverdag. I knytter stærke bånd mellem mennesker. Bånd, som får betydning for resten af livet.

Og så skal der lyde en helt særlig tak til alle jer børn. Tak fordi I bærer over med de voksne, hvis de engang imellem opfører sig pinligt. Og tak fordi I også holder dem med godt selskab.

Rigtig god fest.