En fattigdomsgrænse fjerner fokus fra de udsattes sociale problemer

20-09-2015
Ministerens taler og debatindlæg

Debatindlæg i Politiken

Af social- og indenrigsminister Karen Ellemann

 

Som ny social- og indenrigsminister ser jeg det som en af mine vigtigste opgaver at arbejde for, at udsatte mænd, kvinder og børn kommer fri af sociale udfordringer og får hjælp til at stå på egne ben.

Kan jeg bruge en matematisk definition af begrebet fattigdom som hovedværktøj til at arbejde for det mål? Nej, er min klare overbevisning. Derfor kommer jeg ikke til at bruge den tidligere regerings fattigdomsgrænse.

Den udmelding er helt forventeligt blevet mødt med bekymring fra gode folk på socialområdet, som er bange for, at regeringen nu fralægger sig ansvaret for de mest udsatte i vores samfund. Intet kunne være mere forkert. Beslutningen er tværtimod udtryk for ambitioner om at løse de problemer, der kan ligge bag tallene.

At sætte en relativ indtægtsgrænse som det centrale pejlemærke for socialpolitikken svarer til at føre sundhedspolitik efter antallet af sygehusindlæggelser. Det er ikke en uvæsentlig oplysning, hvor mange der havner på sygehuset – det er indkomstfordelingen i Danmark heller ikke – men man rammer skævt, hvis man bruger det som den overordnede ledetråd for sin politik. For der kan være mange forskellige grunde til, at folk kommer på sygehuset.

Det interessante er vel, hvad der var årsagen til indlæggelsen, hvorfor patienten blev syg, hvordan han bedst bliver behandlet og udskrevet, og hvad vi kan gøre for at undgå, at han havner på sygehuset igen. Der kan også være få tilfælde, hvor indlæggelsen slet ikke er udtryk for sundhedsproblemer, men for eksempel en fødsel. Og folk kan være alvorligt syge uden at komme på sygehuset.

På samme måde er det for mig meningsløst at føre socialpolitik med en fattigdomsgrænse som det centrale holdepunkt. Det er forfejlet at tage indkomsten som rent udtryk for, om du har det godt eller har brug for hjælp.

For eksempel kan man godt ligge over fattigdomsgrænsen og være ”ikke-fattig”, selv om man har massive sociale problemer. En hjemløs på førtidspension er ikke nødvendigvis fattig efter den tidligere regerings definition.

Omvendt kan man blive defineret som fattig, selv om man ikke føler sig som sådan og hverken er socialt udsat eller har brug for hjælp, fordi situationen er selvvalgt. Det gælder for eksempel mange selvstændige, hvor indtægten kan være svingende. Derfor: Fattigdom i et velstående land som Danmark handler ikke kun om økonomi, men i høj grad også om at være uden for fællesskabet og ude af stand til at gribe mulighederne.

Hvis man sværger til fattigdomsgrænsen, risikerer man at sætte en politisk kurs, som svigter samfundets udsatte. Målrettede indsatser for at få flere i varig beskæftigelse kan nemlig meget vel føre til, at flere bliver fattige efter den tidligere regerings definition.

Det gælder eksempelvis reformer, der sætter ydelserne ned, og lavere skat på arbejde. Samtidig kan stigende aktiekurser og huspriser få den såkaldte medianindkomst til at stige, så vi får flere fattige efter den tidligere regerings definition, selv om ingen har fået forringet deres forbrugsmuligheder. Det er ikke meningsfuldt.

Jeg er ikke bange for hverken at måle eller at blive målt. Vi skal selvfølgelig fortsat holde øje med både indkomstfordeling og antallet af mennesker med en relativt lav indkomst. Men det skal være som ét redskab blandt flere, for økonomi kan ikke stå alene og må ikke være det primære mål for, om man betragtes som udsat.

Vi har i Danmark klare sociale udfordringer, der skal tages hånd om. Mit mål er at sætte socialt udsatte fri fra systemet og gøre dem i stand til at klare sig selv og deltage aktivt i hverdagslivets aktiviteter på lige fod med alle andre.

Et afgørende skridt i den retning er at sikre, at flere kommer i uddannelse og i beskæftigelse. Jeg vil arbejde for, at vi i de sociale indsatser hele tiden har for øje, hvordan vi bedst muligt sikrer netop det. Og jeg vil arbejde for, at vi får mere viden om, hvilke sociale indsatser der virker, og om, hvilke grupper der reelt oplever at have sociale udfordringer.

Muligheden for social mobilitet er central for mig, og jeg vil derfor følge indikatorer, der giver konkret viden om de sociale barrierer for at få sig en uddannelse eller få fodfæste på arbejdsmarkedet. Og om velfærdssamfundets indsatser bringer borgerne videre. Det vil give mere brugbar viden om, hvilke problemer vi skal løse. Og det er langt mere handlingsorienteret end at bruge folks indkomst som rettesnor for socialpolitikken.

Det er de dybereliggende problemer, vi skal tage hånd om, hvis den enkelte skal rykke sig. Derfor er det også den udvikling, jeg vil holde øje med og orientere min politik efter. Det skylder vi dem, det handler om.