Minister vil styrke det grønlandske civilsamfund i Danmark

16-09-2015
Pressemeddelelse Udsatte voksne

En ny undersøgelse fra SFI viser, at mange grønlændere har svært ved at stå på egne ben, når de flytter til Danmark. Social- og indenrigsministeren vil sikre bedre inklusion og styrke det grønlandske civilsamfund i Danmark.

Nytilflyttede grønlændere i Danmark er i markant højere risiko for at ende i sociale problemer end resten af befolkningen, og efter fem år i landet er der ofte ikke nogen stor fremgang at spore. Det er blandt konklusionerne i en ny undersøgelse, som SFI har foretaget af grønlænderes vilkår i Danmark.

For selv om kun en mindre del af de grønlandske borgere i Danmark er socialt udsatte, så har mange svært ved at falde til i det danske samfund og på arbejdsmarkedet. Undersøgelsen viser blandt andet, at næsten hver femte tilflyttede grønlænder havde søgt ly på et herberg eller forsorgshjem i løbet af de første fem år i landet.

Der er i løbet af de senere år igangsat flere initiativer for at forbedre forholdene for udsatte grønlændere i Danmark, og til oktober begynder en opsøgende og mere intensiv inklusionsindsats i de grønlandske huse i Aalborg, Aarhus, København og Odense, hvor en stor del af de udsatte grønlændere bor.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Selv om langt de fleste grønlændere i Danmark klarer sig fint, så gør det ondt at se, at mange grønlændere har så svært ved at falde til i Danmark. Derfor er det vigtigt, at der straks efter ankomsten til Danmark bliver taget hånd om dem, der er i risikozonen. Vi er heldige med, at vi har et stærkt og engageret grønlandsk civilsamfund i Danmark, som yder et stort arbejde for de grønlændere, som flytter hertil, og det skal vi bakke op om. Vi har i regeringsgrundlaget meldt ud, at indsatsen over for udsatte grønlændere i Danmark skal styrkes, og det vil vi følge op på

- Karen Ellemann

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er en del af strategien for udsatte grønlændere i Danmark fra satspuljeaftalen for 2013. Undersøgelsen er en registerbaseret kortlægning af grønlænderes vilkår i Danmark, og den viser, at grønlændere i Danmark generelt er markant mere udsat for sociale problemer end gennemsnittet på alle undersøgte parametre.

Undersøgelsen indeholder også en såkaldt forløbsanalyse, hvor SFI har fulgt 221 grønlændere, der kom til Danmark i 2007, og set på, hvordan deres tilværelse har udviklet sig frem til udgangen af 2011. Analysen viser, at gruppen af nytilflyttede grønlændere som helhed generelt er dårligt stillet og stort set ikke forbedrer deres situation i løbet af fem år i Danmark.

Undersøgelsen kan læses i sin helhed på www.sfi.dk.