Social- og indenrigsminister Karen Ellemanns tale ved ADHD-foreningens årskonference

03-09-2015
Ministerens taler og debatindlæg

Torsdag den 3. september 2015, Kolding

Det talte ord gælder

 

Tusind tak for velkomsten.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har glædet mig til at genoptage samarbejdet med jer, der er her i dag.

Vi har en stærk fælles interesse for at blive klogere på ADHD: Hvad kommer det af? Hvilke udfordringer giver det? Og hvad kan vi gøre for at forebygge og afhjælpe de negative følger?

Det er en fornøjelse at have en kompetent og konstruktiv partner som ADHD-foreningen i det vigtige arbejde. I er et godt eksempel på, hvordan den frivillige verden kan skabe bedre rammer for mennesker med udfordringer – både selvstændigt og i samarbejde med offentlige og private aktører.

Når man ser på foreningens seks visionsmål, er det også tydeligt, at vi er meget enige om, hvad vi vil. To gennemgående temaer er inklusion og mestring: I støtter det enkelte menneske i at stå på egne ben.

Det ligger helt i tråd med mit livssyn og regeringens tanker. Vi ser potentialer frem for begrænsninger. Vi ser mennesker som samfundets vigtigste ressource. Og derfor skal vi fortsat samarbejde om, at flere mennesker med ADHD kommer med i fællesskabet.

***

Mennesker med ADHD er det perfekte eksempel på, hvor meget der er at hente i det råstof, vi alle sammen er gjort af.

Det er kun omkring et år siden, at Rockwool Fonden satte præcise tal på omkostningerne ved ubehandlet ADHD hos voksne. Det er dyrt for samfundet. Meget dyrt, endda: Ca. 3 mia. kr. om året.

Det skyldes først og fremmest, at mennesker med ubehandlet ADHD har sværere ved at få en uddannelse og et arbejde, og at de langt oftere begår kriminalitet. De personlige omkostninger kan også være store, når det er svært at få sociale relationer til at fungere – det kan for eksempel være i parforholdet eller på arbejdet.

Heldigvis bliver vi bedre og bedre til at opdage ADHD og til at forebygge og afhjælpe problemerne. I de seneste år er området for alvor kommet på dagsordenen – hos os politikere, i vores daglige fællesskaber og hos alle jer dygtige professionelle.

Fremtiden ser lys ud. Men det er vigtigt, at vi sammen bliver ved med at engagere os. Og i det arbejde mener jeg, at vi særligt skal sætte ind på tre fronter:

  1. Vi skal fremme de tidlige og forbyggende indsatser,
  2. udbrede de løsninger, der virker bedst, og
  3. styrke den enkeltes kompetencer.

***

Indsatser i børnehøjde giver gevinster i voksen­livet. Vi ved, at børn, som får hjælp til at håndtere deres udfordrin­ger tidligt, får færre problemer at slås med senere hen.

Det kræver selvfølgelig noget at sætte forebyggende ind – at tænke på tværs af sektorer og ud af boksen – at finde de helt rigtige løsninger. Det ved I, der arbejder med børneområdet hver dag. I har en afgørende rolle.

Fra centralt hold støtter vi op om jeres arbejde, for eksempel med forskningsprojektet SAFARI. Her udvikler forskere på Aalborg Universitet et risikoindeks, der kan gøre det nemmere for jer at finde børn i risikogruppen, allerede mens de er helt små.

Socialstyrelsen og Undervisningsministeriet har også netop udgivet en guide til lærere og pædagoger. Den indeholder enkle redskaber til inklusion af elever, som har udfordringer i forhold til opmærksomhed og socialt samspil.

***

Nu skal vi til en anden vigtig del af vores arbejde: nemlig at udbrede de løsninger, der virker bedst. Det er noget, vi er fuld­stændig enige om. Men det er også noget, vi kan blive bedre til.

ADHD-området er komplekst, og man kan nemt blive distraheret af de mange metoder, der kan vælges imellem. Men de gode løsninger er derude – lige til at plukke. Så bryd de gamle vaner, og tag de mest effektive redskaber i brug!

Den nationale ADHD-handleplan er et godt sted at starte. Den er som en værktøjskasse fyldt med grej til at løse de udfordringer, I står med. Og den er velordnet og systematisk, så det er nemt at finde lige det, man har brug for. Der er afsnit for hver målgruppe – børn, unge og voksne – og der er klar information om den viden, vi har om effekten.

Men selvom handleplanen er god, kan vi ikke hvile på laurbærrene. Vi har et fælles ansvar for hele tiden at blive klogere på virkningen af de sociale indsatser.

Det er højt på regeringens dagsorden, og det betyder blandt andet, at Socialstyrelsen løbende vil indsamle og udbrede viden om, hvad der virker. Derfor kan I altid finde aktuelle råd på styrelsens hjemme­side.

***

Et tredje område, vi skal have fokus på i vores arbejde, det er at styrke den enkeltes kompetencer ved at give en hjælpende hånd med på vejen.

Vi er omgivet af mennesker med ADHD, som har fundet en løsning på udfordringerne. Nogle vælger at stå frem og fortælle deres livshistorie. Det gælder for eksempel Danni Elmo, som I skal høre senere i dag.

Det er godt med ambassadører og rollemodeller. De skaber opmærk­somhed om ADHD og viser, at man sagtens kan nå langt – især, hvis man får lidt hjælp under­vejs.

Men mange andre er mere ’usynlige’. Ofte er der også i deres liv historier om, hvordan de har lært at mestre hverdagen – og om kampe, nederlag og sejre.

Forhåbentlig vil mange kunne fortælle, at de har fået hjælp fra kommunen. Det offentlige har nemlig mange velafprøvede indsatser på hylderne. De skal understøtte for eksempel skolegang, fastholdelse i beskæftigelse eller ’bare’ håndtering af hverdagens problemer.

Mange har sikkert også oplevet, at hjælpen fra andre i samme situation og fra ADHD-foreningens lokal­afdelinger betyder meget. For den frivillige indsats er en succes­historie. Ikke mindst på grund af foreningens mangeårige arbejde.

Særligt på mestringsområdet er I frontløbere. Og senest har forældre-træningsprogrammet ’Kærlighed i Kaos’ været en kæmpe succes. Mange familier har allerede haft gavn af programmets redskaber til blandt andet kommunikation og konflikthåndtering. Det er empowerment, når det er bedst – helt uden offentlig indblanding!

I har oven i købet – med støtte fra Trygfonden – sikret videnskabelig dokumentation for effekten. Så vi ved, det virker. Stor ros for det!

Jeg har selv som ordfører været med til at sikre, at satspuljen sidste år gav penge til en række tiltag – for eksempel at udbrede metoder, der støtter forældre i at håndtere de udfordringer, som følger med, når der er ADHD i familien. Vi fandt også penge til at afprøve nye indsatser målrettet unge og voksne med ADHD, netop i forhold til mestring. 

Både i frivilligt og i offentligt regi tror jeg på, at mestringskurser er vejen frem. Ved at styrke den enkelte i selv at tage ansvar, tager vi et kæmpe skridt på vejen til ligeværdig deltagelse, inddragelse og accept i fællesskabet. Og det er vel i bund og grund det, vi alle ønsker for os selv og vores nærmeste.

***

Vi er heldigvis kommet langt, siden jeg som indenrigs- og socialminister i 2009 fik satspulje­partierne med på at sætte den første store ADHD-satsning i gang. Et firstrenget projekt, som gjorde os klogere på mange aspekter ved ADHD. Og det mundede ud i den handleplan, jeg omtalte tidligere: vores nyttige værktøjskasse.

ADHD er ikke lige noget, der går over. Og jeg kommer ikke – som nogen måske havde håbet – med en stor pose penge til nye, spændende projekter. Men som jeg ser det, har vi heldigvis rigtig mange muligheder for at hjælpe de mennesker, der hver dag bokser med ADHD’ens udford­ringer.

For det første skal vi sætte tidligt ind og forebygge, at problemerne vokser sig store. For det andet skal vi blive bedre til at bruge de mange effektive metoder og redskaber, der allerede er udviklet. Og for det tredje skal vi styrke kompe­tencerne hos de mennesker, det hele drejer sig om: børn, unge og voksne med ADHD og deres familier.

Det er opgaver, vi kun kan løse i fællesskab. Derfor håber jeg, at I her i salen – både professionelle og frivillige – fortsat vil kaste alle jeres gode kræfter ind i arbejdet. Så vil jeg love at gøre det samme. Der er nemlig masser af ressourcer hos vores medborgere med ADHD.