Ellemann: Bekæmpelsen af hjemløshed er en fælles opgave

08-04-2016
Ministerens taler og debatindlæg

Debatindlæg i Altinget

Af social- og indenrigsminister Karen Ellemann

 

Socialpolitik er også boligpolitik. Det er en af de pointer, der er blevet understreget med fed af de mange konstruktive indlæg, der foreløbig har været i denne debat om, hvordan vi kommer hjemløsheden til livs.

Der findes mange typer hjemløse, men fælles for dem er, at boligen er første skridt til at få det bedre. For man har brug for en tryg base for at få overskud til at takle de mange andre problemer, som oftest er kædet sammen med manglen på en bolig.

Jesper Christensen og Ask Svejstrup peger begge på kommunernes mangel på billige boliger som en af de største barrierer for at hjælpe de hjemløse videre. Jeg er helt enig i, at det er et nøglespørgsmål.

Boliger til hjemløse, hvor mange højst vil kunne betale 3-4.000 kr. i husleje om måneden, skal i mange tilfælde findes inden for den almene sektor. Tal fra Danmarks Statistik viser imidlertid, at der de seneste årtier er blevet opført færre almene boliger end tidligere. Det gælder ikke mindst i hovedstadsregionen, hvor det tilsyneladende gør sig gældende, at huslejen i nye almene boliger oftest overstiger 5.000 kr.

Derfor er det også skudt forbi målet, når Jesper Christensen som borgmester i København kritiserer regeringen for at ville ophæve den lov, der giver kommuner ret til at kræve, at en fjerdedel af nye byggegrunde skal bruges til almene boliger. Det han kalder en ”billig-bolig-lov”. Hvis huslejen i nye almene boliger alligevel overstiger 5.000 kroner i de fleste tilfælde, er det ikke mange københavnske hjemløse, han kan skaffe boliger til med den lov i hånden.

Hvordan kan vi så skaffe flere hjem til små priser? Her er tre bud:

1. Kommunerne kan arbejde politisk for at sikre billigere almene boliger.

Kommunerne begrænser deres egne muligheder for at kunne tilbyde borgerne billige boliger, hvis de kun prioriterer byudviklingsprojekter til ressourcestærke borgere – uden at medtænke behovet for mindre og billigere lejligheder. Flere kommuner kan med fordel gøre som i Aalborg Kommune, som presser prisen og nu får alment byggeri til en lavere pris end tidligere. Kommunen kan også være med til at beslutte at undtage enkelte boligforeninger eller opgange fra større renoveringer, som får huslejen til at stige.

Jesper Christensen nævner selv et tredje godt eksempel, nemlig Københavns Kommunes basisbolig-koncept, hvor der bygges småt, men billigt. En mere kontroversiel mulighed er at se på boligernes standard, for det er klart, at hvis der stilles for store krav til størrelse, lysindfald og parkeringsmulighed, bliver det sværere at holde prisen nede.

2. Anvisningsretten, som giver kommunen ret til hver fjerde ledige almen bolig, skal udnyttes bedre.

Der er behov for bedre match mellem de boliger, som kommunen får råderet over, og de udsatte borgere, der skal bruge dem. Det nytter ikke, at kommuner får tilbudt hver fjerde lejlighed, hvis de bagefter sender dem tilbage, fordi de er for dyre eller for store. I Odense Kommune har de opbygget et tæt gensidigt samarbejde og åben dialog med boligorganisationerne om anvisningen. Begge parter arbejder for at finde det perfekte ”match” mellem bolig og den boligsøgende. Samtidig er Odense Kommune parat til at give støtte og vejledning til de boligforeninger, der modtager socialt udsatte, for at skabe tryghed. Mon ikke flere kommuner og udsatte borgere kunne få gavn af at kopiere den model?

3. Vi lemper på kravet om, at der skal være mindst tre værelser, før man må bruge en almen bolig som bofællesskab. Det var et ønske fra kommunerne, som nu indgår i den topartsaftale om integrationsindsatsen, som vi netop har indgået med KL. Det betyder, at flere boliger bliver egnede som bofællesskaber. Det er relevant for flygtninge, men vil også give mulighed for, at eksempelvis flere udsatte unge kan bo sammen i stedet for at overnatte på et herberg, hvor miljøet kan være hårdt.

I det hele taget er jeg meget lydhør, hvis der er uhensigtsmæssige statslige regler eller andre barrierer for at skaffe flere af de billige boliger, der er en forudsætning for at hjælpe hjemløse. Vi er i gang med at undersøge mulighederne og interviewe kommuner om deres erfaringer med opgaven. Men flere input er velkomne.

Når alt det er sagt, vil jeg også holde fast i, at bekæmpelsen af hjemløshed ikke kun handler om at sætte ind, når borgeren har mistet sin bolig. Vi skal forebygge, at det overhovedet kommer så vidt. Noget af det, vi har gjort fra regeringens og Folketingets side, er at afsætte penge til frivillig gældsrådgivning for at undgå, at gæld bliver starten på en social deroute for folk, som i forvejen er socialt udsat. Og vi har iværksat en undersøgelse af, hvordan kommunerne forebygger hjemløshed mest effektivt. Jeg er nemlig enig med Lars Benjaminsen og Sandra Feodor, som i deres indlæg begge peger på behovet for mere viden på området.

Men forebyggelsen er i høj grad også kommunernes ansvar. Og når Ask Svejstrup nævner eksempler på borgere, som oplever, at ”man nærmest skal være død” for at få hjælp fra kommunen, bliver jeg godt gammeldags forarget. Med sådan en indstilling får vi i hvert fald ikke hjulpet mennesker til en bedre tilværelse med egen bolig og kontrol over eget liv.

Vi har en stor, fælles opgave. Jeg ser gerne, at regeringen sammen med KL sætter et forpligtende mål om at få flere ud af hjemløshed. Det mødes jeg med KL for at nå til enighed om i denne måned.

Om et par år skulle vi gerne kunne se hinanden i øjnene og konstatere, at det går fremad med at hjælpe sårbare ud af hjemløshed. Jeg vil gerne måles på, om jeg flytter de sten, der måtte ligge i vejen for kommunerne. Jeg vil gerne måles på, om jeg stiller viden og metoder til rådighed, så kommunerne er klædt på til at få flere ud af hjemløshed. Derfor håber jeg også, at kommunerne gerne vil måles på, om indsatsen lykkes.