Social- og indenrigsminister Karen Ellemanns tale ved åbningen af TUBAs afdeling i Slagelse

25-04-2016
Ministerens taler og debatindlæg

Jernbanegade 10, Slagelse

Det talte ord gælder

 

Tak for invitationen, og tillykke med jeres nye afdeling.

Jeg er glad for at være med til at fejre åbningen sammen med jer, for TUBA gør et flot stykke arbejde med betydning for rigtig mange mennesker. Og det tror jeg også, at I kommer til her i Slagelse.

Det kan have store konsekvenser for børn og unge, når mor og far drikker for meget eller tager stoffer. Derfor er det vigtigt, at nogen kan hjælpe dem med at tackle problemerne, så de ikke får psykiske lidelser eller måske selv ender i misbrug. Og det er vigtigt, at nogen går forrest for at bryde med det tabu, det kan være, at vokse op med misbrugsproblemer i hjemmet.

Som Malene på jeres hjemmeside så rigtigt siger ”man må aldrig lade sig stoppe af sin fortid. For ens fremtid kan være så meget mere lovende”. Hun er et af de mange børn, som har fået hjælp hos TUBA og nu er kommet godt videre i livet.

I regeringen bakker vi op om det vigtige arbejde, I gør. Derfor har jeg sammen med de andre satspuljepartier i 2015 givet 264 mio. kr. over 4 år og derefter 70 mio. kr. årligt til gode tilbud som jeres. Det er penge, som sikrer, at børn og unge under 25 år, der er vokset op i familier med misbrug, kan få gratis rådgivning og behandling i hele landet.

Jeg har lagt stor vægt på, at indsatsen sker gennem frivillige og private organisationer som TUBA. For I kan noget andet end det offentlige.

Hos jer møder frivillige og borgere hinanden i øjenhøjde. Det skaber tillid og tryghed. Og det giver mulighed for at danne netværk og personlige relationer, som er vigtigt, når vi har med udsatte at gøre.

Det er fantastisk at se, at pengene er kommet så hurtigt ud at virke. I fik jeres del af puljemidlerne i midten af februar, og allerede nu står I klar med åbningen af den første afdeling. Og flere er på vej. I alt 21 afdelinger i 21 byer bliver det til – udover de afdelinger I allerede har. Det er flot! 

TUBA har fået tildelt en central rolle i det nye landsdækkende behandlingstilbud. Det skyldes, at I er særligt gode til at tiltrække den store gruppe af unge, der søger hjælp på grund af en barndom med druk eller stoffer i hjemmet:

Hvert år hjælper I over 10.000 unge via samtaleterapi, online-rådgivning, undervisning og kurser. Og fremover bliver det endnu flere.

I får pengene til at række langt, så rigtig mange får glæde af jeres tilbud. Den tilgang er en styrke, som I skal holde fast i.

Jeres hjælp er jordnær og effektiv. I benytter jer blandt andet af de frivilliges engagement og ønske om at gøre noget for andre og med hinanden: Unge, der allerede har fået hjælp, deler for eksempel deres historier med andre unge, så de ved, at de ikke er alene.

Et emne kan være det, som mange af os forbinder med familiehygge og glæde: nemlig julen. På tuba.dk fortæller Line, hvordan højtiden hvert år gik op i alkohol og magtkampe mellem hendes skilte forældre. Hvordan hjerternes fest blev til smerternes fest. Men hun fortæller også, hvordan hun fandt en god måde at håndtere det på.

Det giver inspiration og håb til andre, som tumler med de samme problemer.

Jeg ved, at I også har fokus på at producere mere viden om unge fra familier med misbrug og på at dokumentere og evaluere jeres arbejde. Det er vigtigt, og det er noget, vi skal gøre endnu mere ud af.

Med satspuljen er der derfor også sat 7 mio. kr. af til at følge de forskellige indsatser hos TUBA og de øvrige behandlingstilbud, så vi kan lære af vores erfaringer, få mere viden om, hvad der virker bedst på området – og udbrede det til andre.

Her til sidst vil jeg endnu en gang sige tillykke med jeres nye afdeling, og rigtig god arbejdslyst. Jeg ser frem til at følge jeres store og vigtige arbejde.