Karen Ellemann: Massiv hjælp til ofre for misbrug

11-02-2016
Pressemeddelelse Udsatte børn og unge Satspulje

Børn og unge under 25 år, der er vokset op i familier med stof- eller alkoholmisbrug, kan fremover få gratis rådgivning og behandling hos organisationer i hele landet. En række kommunale, private og frivillige organisationer har netop fået 264 millioner kroner til at starte behandlingstilbud.

Udadtil kan familien se velfungerende ud. Men børn med forældre, der drikker, kender rutinen, flaskernes gemmesteder og ved, hvornår de skal holde sig væk. De børn bruger deres barndom på at gøre alt, hvad de kan, for at dække over misbruget og passe på forældrene, når de alt for ofte drikker for meget. Af skam eller af frygt for, hvad der sker, hvis forældrenes misbrug bliver opdaget.

Hvad enten det sker i skjul eller åbenlyst, så vokser cirka 122.000 børn og unge under 18 år op i en familie med alkoholproblemer, anslår Sundhedsstyrelsen. De børn og børn af stofmisbrugere kan snart få gratis, anonym rådgivning og samtaleterapi. Der er netop uddelt 264 millioner kroner til kommunale, private og frivillige organisationer, som med de penge kan starte behandlingstilbud.

Tilbuddene, som gælder for børn og unge under 25 år, skal hjælpe børnene med at klare sig bedre i hverdagen, og målet er, at de på langt sigt mindsker risikoen for at få psykiske lidelser og for selv at udvikle et stof- eller alkoholmisbrug.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Jeg vil hjælpe børn og unge til at bryde den tunge sociale arv, som det er, når mor eller far drikker. Helt ærligt, så er det børnene og de unge, der er de største ofre for misbrug af alkohol og stoffer. Her er vi nødt til at sætte ind som samfund, når forældrene har svigtet deres ansvar, og derfor er jeg glad for, at vi har fundet pengene. Jeg har lagt vægt på, at indsatsen sker gennem frivillige organisationer og foreninger, som jeg tror på, har de bedste muligheder for at gøre en social indsats i kommuner i hele Danmark.

- Karen Ellemann

Se en oversigt over tilskudsmodtagerne her.

Læs mere om puljen her.

Pengene stammer fra satspuljen for 2015 og uddeles for en firårig periode. Herefter er der afsat cirka 70 millioner kroner årligt til at fortsætte indsatsen.

 

Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder Signe Damgaard, sid@sim.dk, tlf.: 41 85 11 92

Fuldmægtig Sara Christina Rasmussen, sra@sim.dk