Social- og indenrigsminister Karen Ellemann: Afprøvet model skal hjælpe flere tidligere anbragte i uddannelse og job

16-01-2016
Pressemeddelelse Udsatte børn og unge

En ny rapport fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd) viser, at bedre koordinering af indsatsen mellem fagfolk, mere aktiv inddragelse af de unge og deres netværk samt brug af frivillige kræfter giver gode resultater i støtten til tidligere anbragte unge. Social- og indenrigsminister Karen Ellemann ser stort potentiale i at lade frivillige organisationer nå ud til de unge, der er skeptiske over for kommunale tilbud.

Overgangen fra en opvækst som anbragt i plejefamilie eller på institution til pludselig at skulle klare sig selv som voksen kan være en voldsom udfordring. De unge kan have særlige vanskeligheder med at komme i uddannelse og job og med at få bolig og en stabil økonomi. Manglen på et netværk, gode venner og en omsorgsfuld familie kan også gøre overgangen til voksenlivet svær. Derfor har Socialstyrelsen siden 2011 udviklet og afprøvet fire former for efterværn for tidligere anbragte unge. Initiativerne er en del af den såkaldte Efterværnspakke finansieret af satspuljen, og de viser gode resultater, konkluderer en evaluering fra SFI.

Projektet ”Vejen til uddannelse og beskæftigelse” er en samarbejdsmodel, hvor kommunale fagfolk på tværs af sektorer holder fælles møder med den unge og repræsentanter fra den unges netværk for at drøfte ønsker og mål. Fagpersonerne, der følger den unge fra 15-årsalderen, kan på den måde bedre ramme de indsatser, der bedst passer til den enkelte unge. Evalueringen viser, at metoden giver de unge en oplevelse af at blive lyttet til og inddraget i processen, at de oplever møderne som relevante, og at der bliver mere målrettet fokus på de unges vej til uddannelse og beskæftigelse. 

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Vi har nu dokumentation for, at det kan lade sig gøre at give en bedre støtte til tidligere anbragte unge ved at lade fagfolk arbejde målrettet på at koordinere indsatsen, så den unge kommer i centrum. En koordineret indsats er ikke bare et skåltale-begreb, det giver rent faktisk mening for den unge ikke at skulle fortælle sin historie igen og igen.

- Karen Ellemann

SFI’s evaluering viser desuden, at tilbud med inddragelse af frivillige kræfter – for eksempel mødesteder og netværk med andre tidligere anbragte - har lettere ved at række ud til ´foranstaltningstrætte´ unge, som kommunerne har svært ved at nå.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Det bekræfter min tro på de særlige fordele ved den frivillige indsats. Med denne evaluering i hånden er vi fra 'system-Danmarks' side nødt til at indse, at vi ikke kan fortsætte med at opbygge systemer omkring folk. Det handler om mennesker, ikke systemer. For den unge har det en værdi i sig selv at sidde over for folk, som bare er der, fordi de har lyst. De medmenneskelige kompetencer, det naturlige netværk og evnen til at kunne tage styring i sit eget liv skal støttes allerede, mens man som ung er anbragt. Et omkostningstungt efterværns-set-up, når den unge først er blevet myndig, er ikke løsningen. Derfor giver det god mening, at arbejde koordineret med indsatsen allerede fra den unge er omkring 15 år. Det ser lovende ud og giver det bedste afsæt for, at man rent faktisk kan blive i stand til at være herre i eget liv.

- Karen Ellemann

Socialstyrelsen vil nu indsamle erfaringer fra både frivillige og kommunale projekter sat i gang de seneste år. For at afdække, hvordan der bedre kan nås ud til de unge, er der desuden afsat 6 millioner kroner til en grundig forløbsundersøgelse, der går i gang i år. Undersøgelsen skal give viden om kommunernes praksis på området og de unges egne ønsker til efterværn.

12 kommuner har fået støtte til at implementere samarbejdsmodellen fra ’Vejen til uddannelse og beskæftigelse’. Samtidig afprøves modellen nu i forbindelse med indsatsen mod hjemløshed blandt unge.

I foråret 2015 er der desuden uddelt godt 50 millioner kroner bevilget af satspuljepartierne til etablering af netværksgrupper for nuværende og tidligere anbragte børn og unge. Midlerne er givet både til kommunale og frivillige projekter.

 

Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder Kristine Korsgaard, krko@sim.dk, tlf.: 41 85 13 26

Specialkonsulent Charlotte Aastrup Poole, cap@sim.dk