Nu skabes der klarhed over, hvordan kommunerne skal forholde sig i forhold til sociale foranstaltninger, hjælp eller støtte efter serviceloven over for asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold

01-07-2016
Pressemeddelelse Internationalt samarbejde

Social- og Indenrigsministeriet har i foråret 2016 gennemført en større analyse af samspillet mellem udlændingelovens regler om forsørgelsespligt og reglerne om sociale foranstaltninger, hjælp eller støtte efter serviceloven. Ministeriet udsender nu et hyrdebrev til kommunerne, der skaber klarhed over, hvordan kommunerne skal forholde sig.

Der har i praksis været tvivl om, hvorvidt asylansøgere er omfattet af serviceloven.

Der har endvidere været tvivl om, hvorvidt kommunerne lovligt kan bistå udlændingemyndighederne med at iværksætte sociale foranstaltninger, hjælp eller støtte over for personer, herunder udsatte børn, som ikke har lovligt ophold her i landet.

Endelig har der været behov for klarhed over, hvordan kommunerne i lyset af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt i praksis skal håndtere iværksættelse af sociale foranstaltninger, hjælp eller støtte over for asylansøgere og udlændinge med ulovligt ophold her i landet.

Social- og Indenrigsministeriet har på den baggrund i foråret 2016 i samarbejde med relevante ministerier og Ankestyrelsen gennemført en større analyse af samspillet mellem udlændingelovens regler om forsørgelsespligt og reglerne om sociale foranstaltninger, hjælp eller støtte efter serviceloven.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Jeg er meget tilfreds med, at der nu er skabt klarhed over, hvordan kommunerne skal forholde sig, når der er behov for at iværksætte sociale foranstaltninger over for asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold.

- Karen Ellemann

Analysen slår fast, at når asylansøgere og udlændinge uden lovligt ophold er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt, kan de sociale myndigheder kun iværksætte sociale foranstaltninger, i det omfang udlændingemyndighederne inden for asylsystemet ikke kan imødekomme eventuelle behov. I disse tilfælde kan udlændingemyndighederne anmode kommunen om at iværksætte faglige undersøgelser og sociale foranstaltninger. Udlændingestyrelsen godkender betalingen af de sociale foranstaltninger, som kommunen iværksætter over for udlændinge, der er omfattet af Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt.

I disse tilfælde kan de sociale myndigheder iværksætte foranstaltninger efter servicelovens regler i forhold til asylansøgere.

I forhold til udlændinge uden lovligt ophold her i landet kan de sociale myndigheder i særlige tilfælde iværksætte foranstaltninger efter principperne i serviceloven, i det omfang principperne i serviceloven med henvisning til Danmarks folkeretlige forpligtelser eller nødretsgrundsætningen i særlige tilfælde tilsiger dette. Den endelige afgørelse af dette spørgsmål henhører dog under domstolene.

 

Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder Kristine Korsgaard, krko@sim.dk, tlf.: 41 85 13 26