Ellemann: Ny vejviser er et nødvendigt værktøj

24-06-2016
Ministerens taler og debatindlæg

Debatindlæg i Altinget

Af social- og indenrigsminister Karen Ellemann

 

For 14 dage siden havde jeg her på Altinget lejlighed til at gøre rede for socialpolitikken det seneste år. I dag vil jeg gøre rede for de seneste 14 dage. Jeg hæfter mig blandt andet ved, at centrale aktører på socialområdet bakker op om regeringens arbejde med mål og vores bestræbelser for at skabe mere viden på socialområdet. Jeg synes også, debatten viser, at vi har brug for en ny vejviser på socialområdet. Den gode nyhed er, at nu har vi fået sådan en.

Min oplevelse er, at debatten på socialområdet alt for ofte lider under, at vi mangler viden, og så farer vi vild i løsrevne fortællinger om, hvad vi synes og fornemmer, er bedst, når udsatte mennesker og mennesker med handicap skal have hjælp. Det er en forkert kurs. Alle mener jo, at socialt udsatte og mennesker med handicap skal have god støtte og hjælp. Spørgsmålet er, hvordan vi så gør det bedst muligt. Det kan man selvfølgelig sagtens have forskellige holdninger til, men den snak tager vi bedst, hvis vi ved noget om, hvad der virker.

Socialpolitisk Redegørelse, som jeg præsenterede i mandags, er derfor et nyt og nødvendigt værktøj til at finde vej rundt på socialområdet. Med den kortlægger vi for første gang nogensinde den socialpolitiske indsats. Vi får ny viden om de medborgere, der får støtte og hjælp, og om indsatsen gør en reel forskel for den enkelte. Det bliver tydeligt, hvor der er brug for mere viden.

Vi har bestræbt os på, at redegørelsen består af nøgterne analyser, så den kan blive et arbejdsredskab for alle på socialområdet. 2016-udgaven af Socialpolitisk Redegørelse viser blandt andet, at 60 pct. af socialt udsatte voksne har komplekse problemer. Altså flere og omfattende problemer. Både psykiske vanskeligheder og stofmisbrug eksempelvis. Misbruget vil typisk ikke kunne bringes ned uden at tage hånd om det psykiske. Blandt hjemløse har halvdelen en psykisk sygdom, mens to tredjedele har et stofmisbrug eller er afhængige af alkohol. Det er noget af det, som redegørelsen sætter tal på.

Med viden skal vi bygge sociale løsninger. Med det afsæt håber jeg på en saglig debat om, hvordan vi løser problemerne i fællesskab. Alt for lidt af debatten handler om, hvordan vi får mest muligt ud af de 45 mia. kr., som vi hvert år bruger på sociale indsatser. Lad os – med viden i hånden – prøve at begynde der frem for med et tilbagevendende isoleret fokus på økonomiske ydelser. Lad os tage udfordringen op og spørge os selv og hinanden, hvordan vi sammen giver de mange mennesker – knap 170.000 ifølge redegørelsen – de bedste muligheder i livet.

Redegørelsen viser også, at vi skal finde løsningerne på tværs af de store velfærdsområder. For mig ligger nøglen til fremtidens socialområde også i at arbejde på tværs af de skel, vi ser i dag. Det er fint i tråd med debatten her på Altinget. Jeg er glad for, at regeringen og KL netop har aftalt sammen at følge op på de sociale mål. Og jeg ved, at mine ministerkollegaer bakker op om målene.

Og så til en vaskeægte indrømmelse. Socialpolitisk Redegørelse 2016 er ikke en total kortlægning af socialområdet. Der er desværre vigtige og centrale områder, som vi ved alt for lidt om, blandt andet fordi vi mangler data. Det er der heldigvis råd for. Regeringen har en social datastrategi, der de kommende år vil give helt nye muligheder for at kaste lys over socialområdet. Vi vil hvert år tage temperaturen på den sociale indsats og retning og dermed ruste os til at komme tættere på de mål for social mobilitet, som regeringen har sat.

Det er et fælles ansvar at skabe en bedre indsats, for den sociale indsats er bredt forankret. Staten sætter rammerne og bidrager til vidensopbygning og -spredning. Kommunerne visiterer og tilrettelægger indsatsen. Engagerede og dygtige medarbejdere og frivillige gør hver dag et stort stykke arbejde. I alle tilfælde skal viden, erfaring og socialt engagement gå hånd i hånd, når vi tilrettelægger den bedst mulige indsats.

Jeg ser frem til, at vi bevæger os ud ad den samme vej sammen. Jeg er sikker på, at vi ikke alle bliver enige om alt. Men nu ved vi, hvor vi går, og hvor vi er på vej hen.