Bedre integration: Tidlig indsats og mere fleksibilitet i kommunerne

18-03-2016
Pressemeddelelse

Regeringen har i dag indgået en topartsaftale med KL om rammerne for kommunernes arbejde med integration af flygtninge.

Danmark står i disse år over for en stor udfordring med at modtage og integrere et ekstraordinært højt antal flygtninge. Det er derfor nødvendigt, at kommunerne har de rette, fleksible rammer til at håndtere denne opgave.

Aftalen forenkler en lang række regler på integrationsområdet og intensiverer fokus på en tidlig og målrettet beskæftigelsesindsats. Dermed sikres en bedre og billigere integrationsindsats. Der afsættes herunder 25 millioner kroner i 2016 og 50 millioer kroner i 2017 til at styrke den virksomhedsrettede indsats.

Derudover styrkes kommunernes muligheder for at boligplacere nytilkomne flygtninge – både på den korte og lange bane. Der afsættes således 150 millioner kroner til etablering af midlertidige boliger og 640 millioner kroner til små billige almene boliger. Det giver alt i alt omkring 12.000 boliger.

Dertil får kommunerne en økonomisk håndsrækning med 50 procent refusion i 2016 og 2017 af kommunale driftsudgifter til midlertidig indkvartering på op til 2.000 kroner pr. måned pr. borger, når der er taget højde for beboernes egenbetaling, samt et forhøjet integrationstilskud på 225 millioner kroner i 2016, så det i alt bliver 425 millioner kroner i 2016.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen udtaler:

Kommunerne løfter en stor opgave på integrationsområdet, og jeg er derfor glad for, at vi har kunnet imødekomme KL’s ønske om en lang række regelforenklinger. Samtidig giver vi kommunerne en økonomisk håndsrækning til at løse den store opgave med boligplacering, og vi sætter et klart fokus på at få flygtninge ud på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt – til gavn for integrationen og til gavn for økonomien.

- Claus Hjort Frederiksen

Udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg udtaler:

Jeg er meget tilfreds med, at vi i dag har indgået en aftale med KL, der med en række ambitiøse initiativer styrker kommunernes integrationsindsats. Aftalen er udtryk for en helt ny tilgang til integrationsindsatsen, hvor det altoverskyggende formål er, at folk, der kommer her til landet, hurtigst muligt skal ud på arbejdsmarkedet og bidrage til samfundet. Med aftalen vil nyankomne flygtninge blive betragtet som jobparate, og de vil meget hurtigt skulle ud og i gang på en arbejdsplads. Danskuddannelse er fortsat en helt central del af indsatsen, men den rettes langt mere direkte mod arbejdsmarkedet.

- Inger Støjberg

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann udtaler:

Med aftalen lemper vi de krav, der stilles til kommunerne. Det skal sikre, at kommunerne kan fokusere på integrationsopgaven og på at få de nytilkomne i job – og bruge mindre tid på procedurer og regler. Vi fokuserer også i højere grad kommunernes finansiering på området, så der bliver flere penge til de kommuner, der får flest af de nye flygtninge, og vi honorerer de kommuner, der får flygtninge hurtigt i job.

- Karen Ellemann

Fakta: Aftalen indeholder følgende elementer:

  • Styrkede muligheder for boligplacering
  • Bedre og enklere rammer for den kommunale integrationsindsats
  • Tidligere indsats – blandt andet styrket samarbejde mellem kommuner og asylcentre
  • Styrket beskæftigelsesindsats – intensiveret og virksomhedsrettet indsats
  • Øget brug af medbragte kompetencer
  • Erhvervsrettet danskuddannelse, herunder sprogpraktik og virksomhedsbesøg
  • Fokuseret finansiering – styrket resultattilskud og forhøjelse af grundtilskud

 

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Sigga Nolsøe, sno@sim.dk, tlf. 22 26 95 07