Der er forskel på forskelle

16-03-2016
Ministerens taler og debatindlæg

Debatindlæg i Politiken

Af social- og indenrigsminister Karen Ellemann

 

Der er forskel på folk – og hva’ så? Jeg synes, det er et befriende fordomsfrit spørgsmål, DR stiller os seere og lyttere i disse uger, hvor de har gjort ulighed til tema og sat de økonomiske forskelle i Danmark til debat.

For der er forskel på folk. Mange af forskellene skal vi glæde os over. De er med til at gøre os alle sammen rigere, både menneskeligt og økonomisk. Jeg er glad for at leve i et frit land, og frihed er lig med forskellighed. Men der er også forskelle, som er udtryk for sociale problemer og udsathed, og disse forskelle skal vi blive bedre til at tage hånd om.

Når det gælder de forskelle, der kan gøres op i kroner og øre, peger tallene på, at Danmark er et lige samfund med en stærk sammenhængskraft. Med en såkaldt gini-koefficient på 26 pct. er Danmark et af de lande i verden, hvor indkomstforskellene er mindst. Lavindkomstgruppen er også forholdsvis lille, og Danmark er et af de lande, hvor forældres indkomst og uddannelse har mindst betydning for, hvordan børnene klarer sig.

Det skyldes ikke mindst, at vi i Danmark har fri og lige adgang til uddannelse. Hvor unges muligheder for at tage en uddannelse i mange andre lande ikke rækker længere end forældrenes økonomi, så rækker de i Danmark lige så langt som den enkeltes evner og lyst. Og flere og flere unge tager en uddannelse – også unge, hvor forældrenes indkomst ligger i den nederste del af indkomstfordelingen.

De indkomstforskelle, der er i Danmark, er der flere forklaringer på. Men mange af de vigtigste forklaringer fremhæves ikke i debatten, hvilket nok skyldes, at de er udramatiske og lidt kedelige. Det er ikke særlig dramatisk, at nogle vælger uddannelse ud fra ren og skær interesse, mens andre går efter en høj løn. Og det er ikke ligefrem nogen kioskbasker, at nogle prioriterer familie og fritidsinteresser, mens andre lever og ånder for jobbet. En tredje forklaring er, at folk er forskellige steder i livet. Unge, der uddanner sig, har en lav indkomst sammenlignet med befolkningen som helhed. Men er det et problem? Nej. Det er jo kommende læger, advokater, folkeskolelærere og håndværkere – mennesker, der har et godt og indholdsrigt arbejdsliv foran sig. Med en god løn.

Når det er sagt, skal man vist gå igennem livet med skyklapper, hvis man ikke kan få øje på sociale problemer og på mennesker, der er af den ene eller anden grund er sårbare eller udsatte. Det kan være børn af forældre med alkoholproblemer, hvor økonomien måske ikke fejler noget, men hvor misbruget gør, at børnenes behov både materielt og følelsesmæssigt bliver sat til side. Unge, der har fået en skæv start på livet og er kommet ind i en kriminel løbebane. Kvinder, der lever i et voldeligt parforhold. Mennesker, der kæmper med misbrug, psykisk sygdom eller hjemløshed. Og mennesker med et handicap, der gør, at vejen til et liv med uddannelse og job er længere, end den er for andre. 

Det er de mennesker – børn, unge og voksne – jeg som social- og indenrigsminister er optaget af, at vi bliver bedre til at tage os af i Danmark og inddrage i fællesskabet. Det er forskelle, der fortjener vores fulde opmærksomhed. Det kan diskuteres, om en lav indkomst er noget, folk selv har valgt. Men ingen vælger et liv med handicap eller at være socialt udsat. Det er indiskutabelt.

Derfor har regeringen også sagt meget klart, at vi vil måle – og måles på – om socialpolitikken gør en positiv og mærkbar forskel for den enkelte, og om udviklingen går i den rigtige retning. For vi kan sagtens måle forhold, der ikke har med økonomi at gøre. Vi kan for eksempel måle udsatte børn og unges fagligt afsæt fra folkeskolen og se, at de for sjældent kommer godt videre i uddannelsessystemet. Og der er ingen tvivl om, at en god uddannelse er det bedste fundament, udsatte børn og unge kan bygge et godt voksenliv på. Samtidig er jeg overbevist om, at flere mennesker med handicap og flere udsatte voksne kan blive en del af fællesskabet på en arbejdsplads. Med den rette hjælp og støtte.

Udfordringen er, at en stor del af den socialpolitiske indsats i dag ikke har nogen veldokumenteret effekt. Derfor vil regeringen arbejde for, at der i socialpolitikken i højere grad fokuseres på løsninger, vi kan vise virker. Det er et arbejde, der vil kræve et vedvarende fokus over en årrække, mod og vilje til forandring og et stærkt partnerskab mellem stat og kommuner. Og at vi i den politiske debat fokuserer på de vigtige forskelle. Det kan godt være, at det er let at fokusere på forskelle, der kan opgøres i kroner og øre, men det er ikke nogen løsning. Der er forskel på forskelle.