Fattigdomsgrænsen var upræcis og virkede ikke

22-03-2016
Ministerens taler og debatindlæg

Debatindlæg i Berlingske

Af social- og indenrigsminister Karen Ellemann

 

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd skriver i gårsdagens avis, at resultaterne i SFI’s rapport om fattigdom og afsavn i nogle sammenhænge har været udlagt for unuanceret. Det er jeg sådan set enig i. Desværre kommer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd heller ikke hele vejen rundt.

SFI’s undersøgelse er bundet op på den tidligere regerings fattigdomsgrænse og viser ikke overraskende, at ”økonomisk fattige” i større omfang oplever materielle og sociale afsavn end andre. Et afsavn kan for eksempel være, at man på grund af økonomi ikke kan invitere familie og venner hjem til middag, at man ikke har mindst to par sko, eller at der er problemer med træk og kulde i ens bolig. Jo færre midler man har, jo flere prioriteringer er man nødt til at foretage. Og ja, for nogen slår de økonomiske midler ikke til.

Men Arbejderbevægelsens Erhvervsråds nuancering bliver i mine øjne ikke nuanceret nok. For det centrale spørgsmål er, om en fattigdomsgrænse er et nyttigt redskab i socialpolitikken. Et nyttigt redskab er kendetegnet ved, at det er præcist, og at det virker. Den tidligere regerings fattigdomsgrænse er en skovl, når man skal bruge en ske.

SFI’s rapport viser, at fattigdomsgrænsen ikke er præcis, for den indkredser ikke de mennesker, der har brug for hjælp og støtte. Det er langt fra alle i gruppen af ”økonomisk fattige”, der oplever et betydeligt omfang af afsavn. Det er der til gengæld andre grupper, der gør, selv om de ikke er ”økonomisk fattige”. For børn i ” økonomisk fattige” familier er fattigdomsgrænsens mangel på præcision endnu mere udtalt. Faktisk er det svært at spore markante afsavn blandt børn i ”økonomisk fattige” familier. Det er brandærgerligt, hvis vi skal indrette vores indsats for socialt udsatte børn efter en fattigdomsgrænsen, for der er altså mange udsatte børn og unge i Danmark, skal jeg hilse og sige. Vi overser socialt udsatte, hvis vi stirrer os blind på økonomi.

Så er der spørgsmålet om, hvorvidt fattigdomsgrænsen virker. Den virker ikke, for den giver ikke svar på, hvad de reelle bagvedliggende problemer er, og lægger derfor op til symptombehandling. Undersøgelsen peger blandt andet på, at en psykisk lidelse i høj grad kan øge sandsynligheden for materielle og sociale afsavn. Det er et helt centralt resultat. Hvorfor ikke gå direkte på de sociale problemer? En psykisk lidelse er et problem for alle berørte og pårørende uanset levestandard, hvis der ikke sættes ind med den rigtige støtte og hjælp. 

En fattigdomsgrænse kan være relevant i lande, der har en anden samfundsmodel end den danske. Vi er et af de mest lige samfund i verden. Når den nuværende regeringen ikke opererer med en fattigdomsgrænse, så er det ikke fordi, vi vil tale sociale problemer væk eller ned. Det er fordi, vi vil tale om de rigtige sociale problemer, så vi kan spore os ind på de rigtige løsninger. De sociale problemer, vi har i Danmark, skyldes ikke lave sociale ydelser, og løsningen er ikke at sætte ydelserne op.

Jeg ser frem til den videre debat om sociale problemer i Danmark.