Karen Ellemann stopper nye ægteskaber med mindreårige

04-09-2016
Pressemeddelelse Familier

Mindreårige bør ikke kunne indgå ægteskab, og i Danmark vil vi ikke blåstemple, at mindreårige i andre lande indgår ægteskab, mener social- og indenrigsminister Karen Ellemann.

I Danmark kan man få dispensation til at blive gift, hvis man er under 18 år, og danske myndigheder anerkender udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige. Men det skal en kommende lovændring ændre på, så dansk lovgivning og praksis ikke længere tillader, at mindreårige indgår ægteskab.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Jeg synes ikke, at unge under 18 år bør kunne blive gift, og jeg vil ikke være med til, at danske myndigheder blåstempler ægteskaber med mindreårige, der er indgået i udlandet. Derfor rydder vi nu op og laver om på reglerne, så det er helt klart, at ægteskab er forbeholdt voksne mennesker.

- Karen Ellemann

Regeringen fremsætter til efteråret et lovforslag, som vil fjerne muligheden for at dispensere fra kravet om, at man skal være 18 år for at indgå ægteskab i Danmark. Samtidig ændres en mangeårig praksis sådan, at udenlandske ægteskaber, der er indgået af mindreårige, fremover i udgangspunktet ikke anerkendes i Danmark.

Social- og indenrigsministeren vil samtidig se nærmere på, om der er behov for yderligere stramninger af lovgivningen. For eksempel er det sådan i dag, at bigamiske ægteskaber og ægteskaber indgået under tvang ikke automatisk er ugyldige efter dansk ret. Sådanne ægteskaber vil derimod kunne omstødes.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger videre:

Jeg vil sætte loven under lup for at se, om der er mere, der skal ryddes ud i. Lovgivningen bør afspejle, at vi i Danmark ikke accepterer flerkoneri og tvangsægteskaber.

- Karen Ellemann

 

Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder Signe Damgaard, sid@sim.dk, tlf.: 41 85 11 92

Kontorchef Malene Vestergaard, mve@sim.dk