Minister takker for konstruktivt dialogmøde om nyt skilsmissesystem

25-08-2017
Pressemeddelelse Familier

En bred gruppe af interessenter på familieretsområdet har på et dialogmøde givet børne- og socialminister Mai Mercado input til forhandlingerne om et samlet familieretligt system.

Når børne- og socialminister Mai Mercado i dag begynder forhandlinger med Folketingets partier om et nyt system for skilsmissefamilier, er det med adskillige bidrag fra interessenter på familieretsområdet.

Fredag d. 18. august var aktører fra 42 organisationer og myndigheder nemlig inviteret til at deltage i en dag med oplæg og debat om den model for et nyt familieretligt system, som regeringen præsenterede før sommeren. Dialogmødet havde stor tilslutning, og de inviterede sendte også forud for mødet skriftlige bidrag til udformningen af det nye system.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

Jeg er glad for, at så mange har afsat tid til at hjælpe med det omfattende arbejde, det er, at stable et nyt system på benene. Familien er central for os, og der er mange forskellige behov, der skal tænkes ind i et nyt system. Det tror jeg på, at vi gør bedst ved at inddrage de erfaringer, der findes blandt aktørerne. Derfor skal der lyde en stor tak fra mig for et konstruktivt møde og gode bidrag.

- Mai Mercado

Både skriftlige og mundtlige bidrag vil indgå i de politiske drøftelser.

 

Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder Signe Damgaard, sid@sm.dk, tlf.: 41 85 11 92

Afdelingschef Malene Vestergaard, mve@sm.dk, tlf.: 26 46 10 03