Børne- og socialministeren: Vi skal se på, hvordan anbragte børn løftes fagligt i skolen

05-12-2017
Pressemeddelelse Udsatte børn og unge Kort fortalt

Anbragte børn og unge læser og regner generelt meget dårligere end deres skolekammerater, viser en ny analyse. Med til billedet hører imidlertid også, at det lykkes at løfte omkring hvert femte anbragte barn i dansk fra 2. til 6. klasse. Den slags successer skal vi have flere af, lyder det fra børne- og socialminister Mai Mercado.

Anbragte børn og unge klarer sig generelt dårligere i skolen end deres jævnaldrende. I 2. klasse har op mod 20 pct. mangelfulde læsefærdigheder i dansk, og i 8. klasse er det steget til ca. 30 pct. Til sammenligning er det under 10 pct. blandt øvrige børn, der har mangelfulde læsefærdigheder i dansk i hhv. 2. og 8. klasse. Samme billede tegner sig for matematik. Det viser en analyse fra Børne- og Socialministeriet.

Men selv om billedet er, at den faglige forskel mellem anbragte og øvrige børn stiger, jo længere de når op gennem grundskolen, så viser analysen også, at omkring hver femte anbragte barn faktisk bliver løftet fagligt i dansk fra 2. til 6. klasse. Og netop dét skal vi være opmærksomme på, mener børne- og socialminister Mai Mercado.

Hun siger: 

Analysen bekræfter, hvad vi ved – at anbragte børn og unge klarer sig dårligere i skolen end de øvrige elever. Men heldigvis kan vi også se, at det rent faktisk lykkes at give en del af dem et fagligt løft. Det er lige præcis den slags successer, vi skal have flere af.

- Mai Mercado

Et af de 10 mål for social mobilitet, som regeringen arbejder efter, handler netop om at løfte udsatte børn og unges faglige niveau i grundskolen. Med det afsæt vil børne- og socialministeren sammen med undervisningsministeren se på, hvordan anbragte børn fagligt kan løftes i skolen.

 

Yderligere oplysninger

Fuldmægtig Peter Bonde Vendelboe, pebv@sm.dk, tlf.: 41 85 11 89

Pressemedarbejder Signe Dalgas Damgaard, sid@sm.dk, tlf.: 41 85 11 92