Arbejdsgruppe om knivrestriktioner på botilbud går nu i gang

28-02-2017
Pressemeddelelse Udsatte voksne

Børne- og socialminister Mai Mercado ser frem til forsommeren, hvor arbejdsgruppen, der skal undersøge knivforbud på botilbud, er færdig.

Beboere skal være trygge i deres hjem på landets botilbud, og medarbejderne skal ikke frygte at komme på arbejde. Det er børne- og socialminister Mai Mercado fast besluttet på. Derfor har hun for nyligt nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på mulige modeller for, hvordan man kan lave knivrestriktioner for de særligt udadreagerende og truende beboere på botilbud. Den arbejdsgruppe er nu klar til at gå i gang.

Arbejdsgruppen skal give bud på, hvordan man sikrer, at der er balance mellem hensynet til sikkerheden for personale og beboere og hensynet til den enkelte borgers ret til selvbestemmelse.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

Det må simpelthen ikke være sådan, at nogle medarbejdere er bange for at gå på arbejde. Eller at nogle beboere på vores bosteder frygter for, hvad naboen kan finde på med en kniv. Mit mål er, at vi får skabt sikkerhed og tryghed for medarbejdere og beboere, uden at det går ud over retssikkerheden for de borgere, der helt almindeligt og ganske ufarligt bruger knive i deres dagligdag på botilbud. Jeg glæder mig til, at arbejdsgruppen kommer med nogle input , så vi kan finde nogle holdbare løsninger på knivproblemerne.

- Mai Mercado

I arbejdsgruppen sidder repræsentanter fra Børne- og Socialministeriet, Justitsministeriet, KL, Københavns Kommune og Aarhus Kommune. Arbejdsgruppen vil undervejs sikre input til arbejdet fra relevante aktører.  

Arbejdsgruppens kommissorium bliver offentliggjort på Børne- og Socialministeriets hjemmeside. Læs kommissoriet her.

 

Yderligere oplysninger

Kontorchef Signe Caspersen, sica@sim.dk, tlf.: 41 85 14 29

Pressemedarbejder Signe Damgaard, sid@sm.dk, tlf.: 41 85 11 92