Nyt overblik over sprogindsatser til 0-5 årige børn

03-02-2017
Nyhed Dagtilbud

Nu får fagpersoner overblik over de metoder, som pædagogisk personale i dagtilbud bruger til at styrke det sproglige læringsmiljø for de 0-5-årige børn. Ny metaanalyse udpeger en række pædagogiske metoder til sprogindsatser, der kan styrke børnenes sproglige udvikling.

Studerende og pædagogisk personale får nu et overblik over den omfattende viden, der findes om indsatser til at styrke 0-5-årige børns sproglige udvikling.

Metaanalysen er unik af sin slags, idet den analyserer alle eksisterende udgivne studier i videnskabelige tidsskrifter af konkrete metoder til at styrke læringsmiljøet inden for den samme analyseramme. Det er første gang, at der skabes et overblik over pædagogiske metoder til at styrke læringsmiljøet for 0-5 årige børn, samt hvilke der har en dokumenteret effekt på børns talesproglige (for eksempel ordforråd og grammatik) og før-skriftlige (for eksempel at kunne rime og kende bogstaver) kompetencer.

Metaanalysen viser blandt andet 10 identificerede pædagogiske tilgange til sprogindsatser, der med stor sandsynlighed vil bidrage til, at børnene vil få et positivt udbytte i form af øgede sproglige kompetencer. Det afgørende for indsatserne i dagtilbud er, hvordan det pædagogiske arbejde tilrettelægges, og hvordan det pædagogiske personale er sammen med børnene.

Målgruppen for rapporten er primært pædagogstuderende, pædagogisk personale og andre fagpersoner i kommunerne, der arbejder med sprogindsatser rettet mod børn i alderen 0-5 år. Formålet med metaanalysen er at give pædagogstuderende og pædagogisk personale i dagtilbuddene viden om, hvilke sprogindsatser der virker i praksis og metaanalyse som metode.

Rapporten er udarbejdet af TrygFondens Børneforskningscenter og Rambøll som en del af projekt ’Vi lærer sprog i vuggestuen og dagplejen’, som er finansieret via satspuljen og igangsat af Børne-og Socialministeriet. Forskningsprojektet har til formål at udvikle og afprøve metoder, der kan understøtte 0-2 årige børns sproglige udvikling i vuggestuen og dagplejen med henblik på at opnå mere sikker viden om effektive sprogstimuleringsindsatser.

 

Yderligere oplysninger:

Specialkonsulent Charlotte Meibom, 2583 6407, chme@sm.dk,

Pressemedarbejder Kristine Korsgaard, 41 85 13 26, krko@sm.dk