Forældre med skæve arbejdstider vælger ofte andre løsninger end pasningstilbud i kommunen

24-01-2017
Pressemeddelelse Dagtilbud

Familier med skæve arbejdstider vælger i stort omfang andre løsninger i weekenden og i de sene aften- og nattetimer, end dem der tilbydes i kommunen. Oftest vælges dagtilbud, der har tidligt åbent. Samtidig tilbyder meget få kommuner, at forældre kan kombinere en deltidsplads i et dagtilbud og et tilskud til privat pasning, viser en ny undersøgelse.

Mens forældre, der ikke har et 8-16-job, oftere vinker farvel til deres barn i et dagtilbud tidligt om morgenen, bruger de kun i begrænset omfang kommunens pasningstilbud om aftenen, natten og i weekenderne. I stedet indikerer en ny undersøgelse fra KORA, at forældrene selv organiserer pasning på de sene ydertidspunkter. Den peger også på, at det kun er få kommuner, der tilbyder pasning sent om aftenen, i weekenden og om natten. 

I to ud af tre kommuner er der mulighed for pasning i institution uden for tidsrummet kl. 6.30 til 17.00. Den udvidede pasningstid består for det meste i en halv til en hel time tidligere eller senere åbent end tidsrummet 6.30-17.00. Desuden er det kun 12 af de 95 adspurgte kommuner, som tilbyder at kombinere en deltidsplads i dagpleje eller institution med tilskud til privat pasning - det såkaldte kombinationstilbud. 

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

Familien er den vigtigste institution, vi har. Det er afgørende for mig, at børnefamilier har mulighed for at skabe balance mellem deres familie- og arbejdsliv. Men der er ikke én model, som passer alle forældre, peger undersøgelsen på. I stedet skal der tænkes i mere fleksible løsninger. Det er nogle kommuner gode til, og de gode erfaringer og eksempler vil jeg gerne have bredt ud. Derfor følger jeg op på undersøgelsen med et idékatalog, som kan inspirere andre kommuner, så der kommer bedre balance i børnefamiliernes liv. Jeg vil selvfølgelig også overveje, om der skal ske yderligere i forbindelse med det kommende dagtilbudsudspil.

Undersøgelsen viser blandt andet: 

  • Pasning i de tidlige morgentimer i hverdage bliver benyttet af forældrene, mens aften-, natte- og weekendtimer sjældent gør.
  • Der findes i alt 10 døgnåbne institutioner fordelt på 9 kommuner (typisk i de lidt større kommuner samt i pendlerkommuner) – i 3 af kommunerne er der døgnåbent både hverdage og weekend, i 5 kommuner kun i hverdagene, og i 1 kommune kun i weekenderne.
  • Tilbuddene om alternativ pasning i forbindelse med lukkedage varierer på tværs af kommunerne ift., om den alternative pasning finder sted i lokalområdet eller ej, samt om der følger kendt personale med fra barnets faste dagtilbud eller ej.
  • Kun få forældre benytter kommunernes tilbud om alternativ pasning. Flere tager dog imod tilbuddet, hvis pasningen tilbydes i lokalområdet og med kendt personale.

Selv om mange familier ikke tager imod tilbud om pasning om aftenen eller i weekenden, gør flere kommuner i undersøgelsen opmærksom på, at det ikke er ensbetydende med, at forældre ikke har behov for pasning på de tidspunkter. I stedet kan kommunernes tilbagemeldinger indikere, at forældre med skæve arbejdstider vælger andre pasningsmuligheder end dem, som kommunen tilbyder.

Som opfølgning på undersøgelsen bliver der lavet et idékatalog med gode eksempler, der kan bruges som inspiration for kommuner og dagtilbud. Kataloget skal indeholde eksempler på håndtering af alternativ pasning ved lukkedage og dagtilbud med udvidet åbningstid, som forældre er trygge ved og tilfredse med.

Fakta

  • Undersøgelsen ”Dagtilbud med udvidede åbningstider” er udarbejdet af KORA - Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning
  • 95 af landets kommuner har besvaret undersøgelsens spørgeskemaundersøgelse. KORA har suppleret undersøgelsen med enkelte oplysninger fra de tre kommuners websider
  • Parallelt har KORA foretaget interview med seks udvalgte kommuner.
  • Et opfølgende idékatalog forventes færdigt inden sommerferien 2017

Læs undersøgelsen her.

 

Yderligere oplysninger

Fuldmægtig Stine Bøg Krogkær, stbk@sm.dk, tlf.: 25 83 64 03

Pressemedarbejder Signe Damgaard, sid@sm.dk, tlf: 41 85 11 92