Projekt Fremtidens Dagtilbud er evalueret

29-06-2017
Pressemeddelelse Dagtilbud

14 kommuner har deltaget i udviklings- og forskningsprogrammet Fremtidens Dagtilbud, som er blevet afprøvet i dagtilbud med i alt cirka 16.000 børn. Deltagende kommuner, ledere og pædagoger er generelt glade for værktøjerne.

I dag offentliggøres en evaluering af Fremtidens Dagtilbud. Projektet blev sat i gang i 2014 for at udvikle og afprøve indsatser og redskaber, som pædagoger og ledere i daginstitutionerne kan bruge til at styrke en systematisk tilgang til deres pædagogiske arbejde. Det skal øge fokus på børnenes trivsel og læring.

Der er i tæt samarbejde med 14 kommuner udviklet og afprøvet tre indsatser:

En basis-indsats, hvor man etablerer en målrettet og systematisk pædagogisk metode og har særligt fokus på forældresamarbejde. En forældreindsats, hvor man ud over basis arbejder med et udvidet forældresamarbejde for at give børn i udsatte positioner ekstra støtte både i dagtilbud og i hjemmet. Og en it-indsats, hvor man ud over basis har fokus på digitale læreprocesser. Her bruger det pædagogiske personale digitale læringsredskaber i arbejdet med børnenes sprog og forståelse af naturfænomener.

Evalueringen viser blandt andet:

  • Indsatsen har generelt set styrket den fælles refleksion over egen praksis samt samarbejdet og med fokus på børnenes behov, udvikling og læring.
  • En oplevelse blandt personalet af en øget faglighed, og at alle børn i højere grad bliver set af personalet.
  • Der har været begrænsede ændringer i det generelle forældresamarbejde, men en indirekte betydning for dialogen med forældrene.
  • En stor andel af lederne oplever, at indsatsen har givet en ramme for at styrke den faglige ledelse i dagtilbuddet.
  • Der er ingen markante effekter af programmet på børnenes kompetencer. Der er små og spredte positive signifikante effekter for børnenes kompetencer på udvalgte mål som fx tidlige matematiske kompetencer og sproglige kompetencer.
  • For socio-emotionelle kompetencer er der små og spredte effekter for den yngste børnegruppe.

”Det er vigtigt, at vi bliver ved med at udvikle og samle viden om, hvad der virker i praksis, så vores børn får det bedst mulige børneliv. Evalueringen af Fremtidens Dagtilbud bidrager med ny viden på området, og den bekræfter mig i, at systematik og faglighed er vigtig i forhold til at se alle børn. Evalueringen viser også, at vi skal passe på med at indføre for mange forandringer på en gang – nye værktøjer skal være brugbare for personalet i hverdagen, så de kommer børnene til gode” 

- Mai Mercado

Det er et partnerskab bestående af Rambøll Management Consulting (Rambøll), Aarhus Universitet og Syddansk Universitet, som har udviklet og afprøvet programmet i et tæt arbejde med de 14 deltagende kommuner. Derudover har UC Nordjylland og Danmarks Evalueringsinstitut indgået i samarbejdet. 

Følgende kommuner har deltaget i Fremtidens Dagtilbud

Assens, Egedal, Esbjerg, Frederiksberg, Guldborgsund, Herning, Jammerbugt, Lejre, Lolland, Mariagerfjord, Nordfyn, Randers, Silkeborg, Varde Kommuner.

Yderligere oplysninger 

Specialkonsulent Charlotte Meibom, chme@sm.dk, 25 83 64 07

Pressemedarbejder Kristine Korsgaard, krko@sm.dk, 41 85 13 26