Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Børn, unge og voksne med handicap får markant rygstød

27-11-2017
Pressemeddelelse Handicap Satspulje

444 mio. kr. til nye initiativer, der skal styrke forholdene for børn, unge og voksne med handicap.

Den netop indgåede aftale om satspuljen på socialområdet indeholder en række nye initiativer, der skal medvirke til bedre indsatser og styrket retssikkerhed for børn, unge og voksne med handicap. I alt er der afsat 444 mio. kr. i perioden 2018-2021.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

Det glæder mig, at børn, unge og voksne med handicap i den grad er blevet prioriteret i årets satspulje. Med aftalen styrker vi retssikkerheden med en lang række tiltag. Særligt er jeg glad for, at Task forcen på handicapområdet bliver permanent. Vi forbedrer samtidig forholdene for børn med handicap og deres forældre, og så kan blinde og stærkt svagsynede snart også benytte sig af individuel handicapkørsel. Det er et markant løft, som kommer til at gøre en stor forskel.

- Mai Mercado

Aftalen indeholder bl.a. en handlingsplan med i alt 8 delelementer, der skal styrke kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet. Task forcen på handicapområdet får en permanent bevilling og oprustes samtidig, så den kan hjælpe flere kommuner - bl.a. med tilbud om målrettede forløb til de kommuner, der har de største udfordringer. Handlingsplanen indeholder desuden initiativer, der skal kvalificere og skabe større gennemsigtighed i den kommunale sagsbehandling. Også borgere med handicap, der ikke selv er i stand til at klage, får en hjælpende hånd. Samlet er der afsat 53,4 mio. kr.

Samtidig udvides den nye varslingsordning, så borgere, der klager til Ankestyrelsen over kommunens afgørelse om frakendelse eller nedsættelse af de omfattede typer af hjælp, kan beholde hjælpen uændret i perioden for klagesagsbehandlingen. Dermed træder kommunens afgørelse først i kraft, når varslingsperioden på 14 uger er udløbet. I alt er der afsat 230 mio. kr.

I aftalen er der også afsat i alt 43,9 mio. kr. til børn og unge med handicap. 10 mio. kr. er afsat til, at frivillige og private organisationer kan hjælpe børn og unge med handicap til at sætte grænser og håndtere konflikter for at forebygge seksuelle overgreb. Resten af midlerne afsættes til, at en række kommuner kan afprøve og høste erfaringer med én koordinerende sagsbehandler til familier til børn med handicap, så forældrene får den koordinerede og sammenhængende hjælp og støtte, deres barn har brug for.

Endelig er der afsat i alt 85,5 mio. kr. til, at blinde og stærkt svagsynede fremover kan få individuel handicapkørsel, i alt 17,2 mio. kr. til at forhøje Handicappuljen, som bl.a. kan søges til støtte af koloniophold, familieferier mv. for børn med handicap og deres forældre, samt 14 mio. kr. til tilgængelighedsrådgivning ved Statens Byggeforskningsinstitut (SBi). 

Handlingsplanen til styrkelse af kvaliteten i sagsbehandlingen på handicapområdet indeholder følgende elementer:  

  • Udvidelse og udvikling af Task forcen på handicapområdet. Task forcen gøres permanent og kan gennemføre flere forløb i flere kommuner, herunder i de kommuner, hvor der vurderes at være behov for at kunne igangsætte et målrettet Task force-forløb.
  • Videreudvikling og forankring af voksenudredningsmetoden samt udvikling af en ny ydelse i VISO med tilbud om yderligere rådgivning på myndighedsniveau.
  • Opfølgning på danmarkskortet over omgørelsesprocenter, en styrket ankestatistik og fast track i Ankestyrelsen for behandlingen af klager over kommunernes nye afgørelser i hjemviste sager.
  • Bistand til borgere, der ikke selv er i stand til at klage, og afholdelse af en retssikkerhedskonference.
  • Pligt for kommunerne til at offentliggøre deres sagsbehandlingstider på kommunens hjemmeside.

 

Yderligere oplysninger

Kontorchef Hanne Stig Andersen, hsa@sm.dk, tlf.: 41 85 12 94

Pressemedarbejder Signe Dalgas Damgaard, sid@sm.dk, tlf.: 41 85 11 92