Analyse: Udviklingen i den sociale stofmisbrugsbehandling

20-09-2017
Nyhed Velfærdspolitisk analyse Udsatte voksne

En ny analyse ser nærmere på udviklingen i den sociale stofmisbrugsbehandling. Hvem er i behandling, hvilke former for behandling modtager de, og hvad er resultaterne af behandlingen?

Formålet med den sociale stofmisbrugsbehandling er, at borgeren enten opnår stoffrihed, en reduktion eller en stabilisering af stofmisbruget med henblik på at afhjælpe og begrænse de sociale, fysiske og psykiske problemer, som følger af et stofmisbrug. Behandlingstypen og intensiteten af behandlingen varierer fra behandlingsforløb til behandlingsforløb og afhænger i høj grad af den enkeltes behov og ønsker.

Analysen viser blandt andet:

  • Unge under 25 år udgør en stadig stigende andel af personer i stofmisbrugsbehandling, og der er ofte tale om et misbrug af cannabis og/eller centralstimulerende stoffer som fx kokain.
  • Mange unge har behov for at kunne fortsætte deres uddannelse eller fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet samtidig med, at de får hjælp til at håndtere deres stofmisbrug.
  • De senere år er antallet af personer i døgnbehandling faldet. Det kan blandt andet hænge sammen med, at unge med et misbrug af cannabis (hash mv.) fylder mere i den samlede gruppe af personer i behandling. Men der vil fortsat være personer, som har brug for døgnbehandling, hvor de kommer væk fra deres vante miljø og kan koncentrere sig fuldt og helt om deres behandling. Det gælder både blandt unge og ældre i behandling for stofmisbrug.
  • Der er tegn på, at resultaterne af stofmisbrugsbehandlingen er blevet bedre de senere år. Blandt de behandlingsforløb, der blev afsluttet i 2015, afsluttede 46 pct. som stoffrie eller med reduceret eller stabiliseret stofmisbrug. Det er en stigning på 6 procentpoint i forhold til 2013, hvor andelen var 40 pct.
  • Personer, der har været i døgnbehandling, afslutter oftere end personer i dag- eller ambulant behandling deres behandling som stoffrie eller med reduceret eller stabiliseret misbrug. Personer i ambulant behandling og dagbehandling ser imidlertid ud til i højere grad at fastholde de positive resultater af behandlingen.

Når personer i døgnbehandling kan have sværere ved at fastholde de positive resultater af behandlingen, kan det blandt andet skyldes, at døgnbehandlingen ofte foregår langt væk fra borgerens sædvanlige miljø. Resultaterne skal dog også ses i lyset af, at borgere i døgnbehandling som helhed er væsentligt mere belastede end borgere i ambulant behandling og dagbehandling.

Regeringen har et mål om, at flere skal afslutte deres behandlingsforløb som stoffrie, eller med reduceret eller stabiliseret stofmisbrug. Målet skal bane vejen for, at vi i højere grad gør det, der virker for den enkelte.

 

Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder Signe Damgaard, sid@sm.dk, tlf.: 41 85 11 92 

Fuldmægtig Christian Stoustrup, chst@sm.dk, tlf.: 41 85 13 25