Ministre sender skolebørn på busture

28-02-2018
Pressemeddelelse Dagtilbud

Skolebørn skal i højere grad kende det Danmark, de er en del af. Derfor sender fire ministre 4. klasseelever i busser rundt i hele landet. Projektet ’Kend dit land’ giver fem kommuner mulighed for at deltage i projektet, og kommunerne kan nu ansøge om at være med.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), undervisningsminister Merete Riisager (LA), børne- og socialminister Mai Mercado (K) og kultur- og kirkeminister Mette Bock (LA) går sammen om et fælles pilotprojekt, der skal sikre, at skolebørn får en øget bevidsthed om det land, de vokser op i.

Med Kend dit Land får danske skoleelever i 4. klasse mulighed for på busture rundt i landet at stifte bekendtskab med Danmarks mangfoldige natur, kultur og historie.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

”Med Kend dit land tager vi utraditionelle midler i brug og giver 4. klasser landet over en oplevelse, der helt sikkert vil lære dem noget nyt om vores land. Jeg er sikker på, at det bliver både sjovt og lærerigt. Vi vil sende hele årgange af sted, så vi sikrer, at alle børn, uanset baggrund, på årgangen i de medvirkende kommuner får mulighed for at lære Danmark bedre at kende.”

- Mai Mercado

Om projektet
Kend dit land er et pilotprojekt, der i efteråret 2018 vil få 4. klasseelever i fem udvalgte kommuner til at krydse landet i bus. Alle landets kommuner inviteres til at ansøge om at blive blandt de fem kommuner i pilotprojektet.

De udvalgte kommuner får adgang til skræddersyede ruter med en stribe af landets bedste kultur- og naturtilbud for børn.
Kommuner kan ansøge via Kulturministeriets hjemmeside: https://kum.dk/temaer/kend-dit-land

På basis af erfaringerne fra pilotprojektet vil regeringen efterfølgende beslutte, om og hvordan man evt. kan udbrede konceptet.

Yderligere oplysninger
Børne- og socialministeriets pressetelefon: 41 85 13 60