37 kandidater stiller op til Frivilligrådet

08-01-2018
Pressemeddelelse Frivillig social indsats

Børne- og socialminister Mai Mercado skyder i dag valget til Frivilligrådet officielt i gang.

Otte af Frivilligrådets 12 pladser er fra i dag på valg. 110 organisationer og foreninger fra den frivillige sektor har mulighed for at stemme på to forskellige kandidater – én fra en lille forening og én fra en stor. I alt stiller 37 kandidater op.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

Jeg er glad for det stærke felt af kandidater, der stiller op. Det er mennesker, der har stor indsigt i civilsamfundets muligheder og udfordringer, og som repræsenterer et bredt udsnit af civilsamfundets mangfoldighed. Det er vigtigt for mig, at regeringen og Folketinget fremover bliver rådgivet af et råd, som er sammensat af de frivillige selv, og jeg glæder mig til at se, hvem den frivillige sektor vælger.

- Mai Mercado

Frivilligrådet rådgiver regeringen og Folketinget om den frivillige sektors rolle og indsats i forhold til sociale udfordringer, og som led i startegien for et stærkere civilsamfund valgte børne- og socialminister Mai Mercado at ændre strukturen for rådet. Det betyder, at de otte medlemmer vælges ved direkte valg blandt organisationer og foreninger, KL og FriSe indstiller et medlem hver, og formanden samt et medlem udpeges af ministeren. Tidligere udpegede ministeren hele rådet.

12. januar kl. 15.00 afsluttes valget. Fristen for indstillinger af kandidater udløb d. 4. januar, og der er opstillet 37 kandidater – 21 blandt de små foreninger og organisationer og 16 blandt de store.

Se kandidaterne her.

Se de stemmeberettigede foreninger og organisationer her.

 

Yderligere oplysninger

Fuldmægtig Nikolaj Beuschel, nibe@sm.dk, tlf.: 41 85 14 80

Pressemedarbejder Signe Dalgas Damgaard, sid@sm.dk, tlf.: 41 85 11 92