Styrket pædagogisk læreplan for dagtilbud træder i kraft

01-07-2018
Nyhed Dagtilbudsaftale Dagtilbud

I dag træder der nye regler i kraft om den pædagogiske læreplan for dagtilbud. Med den nye læreplan kommer der styrket fokus på bl.a. leg, nysgerrighed og børnefællesskaber.

Praktikere, forskere og interessenter fra hele dagtilbudsområdet har i samarbejde givet bidrag til en ny pædagogisk læreplan for alle landets dagtilbud. Bidragene indgik i aftalen om ”Stærke dagtilbud”, som en bred kreds i Folketinget blev enige om sidste år. Tidligere i år blev den nye pædagogiske læreplan vedtaget i Folketinget, og i dag træder de nye regler i kraft.

Den pædagogiske læreplan sætter en fælles retning for det pædagogiske arbejde, hvor børnenes egne perspektiver er i fokus.

Børne- og socialminister Mai Mercado er glad for resultatet:

Vi har som noget nyt fået et solidt fælles grundlag for at snakke om høj pædagogisk kvalitet i dagtilbud. Den styrkede pædagogiske læreplan peger på nogle af de kerneelementer, der er til stede i det gode dagtilbud. Det er en vigtig brik i arbejdet med at give børn den allerbedste start på livet.

- Mai Mercado

Nogle af de centrale elementer i den nye pædagogiske læreplan er, at børnenes egen nysgerrighed, børnefællesskaber og leg skal være styrende i det pædagogiske arbejde, og at der er et potentiale for pædagogik og læring i alle typer af situationer – også fx bleskiftet, frokosten, legen og på gåturen. Arbejdet med den pædagogiske læreplan er ikke afgrænset til en særlig aktivitet to timer om formiddagen, men en integreret del af hele dagtilbuddets hverdag.

Den styrkede læreplan støtter også udviklingen af en god evalueringskultur, hvor personale og ledelse forholder sig kritisk og refleksivt til egen praksis.

Fra den 1. juli 2018 har kommuner og dagtilbud en to-årig periode, hvor de skal udvikle deres styrkede læreplan.


Fakta: Indhold i den styrkede pædagogiske læreplan

Hvert dagtilbud skal ud fra den fælles ramme udarbejde lokale pædagogiske læreplaner, der tager højde for lokale forhold og er målrettede børnene på hhv. 0-2 år og 3 år til skolestart. Den styrkede pædagogiske læreplan består af:

  1. Et pædagogisk grundlag, der beskriver centrale elementer i det pædagogiske arbejde i dagtilbud (den blå kerne i blomsten nedenfor).
    Er beskrevet i Dagtilbudsloven.

  2. Seks læreplanstemaer (de røde blade i blomsten nedenfor), der er udfoldet i indholdsbeskrivelser og brede pædagogiske mål.
    Findes i Bekendtgørelse om pædagogiske læringsmål og indhold i seks læreplanstemaer.

  undefined

Læs mere på www.emu.dk/omraade/dagtilbud


Yderligere oplysninger

Sofie Bislev, soab@sm.dk. Tlf.: 2583 6414