Flertal af kommuner vil bruge måleredskaber til at følge udsatte børn og unges udvikling

16-03-2018
Pressemeddelelse Udsatte børn og unge

En ny rapport viser, at en del kommuner arbejder med at måle udsatte børn og unges udvikling i forbindelse med sagsbehandlingen, men der er stor forskel på, hvordan det gøres. Samtidig overvejer over 60 procent af de kommuner, der ikke bruger måleredskaber i dag, at indføre dem.

Når sagsbehandlere skal se, hvordan det går med et udsat barn eller en ung, bruger 54 procent af kommunerne et eller flere såkaldte progressionsmålingsredskaber i deres sagsbehandling. Det viser en ny undersøgelse, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har lavet.

I nogle kommuner bruges målingerne fx i dialog mellem fagprofessionelle og borgere, mens de i andre har til formål at hjælpe til mere systematisk sagsbehandling eller give et indblik i, hvordan barnet trives, og hvilke risikofaktorer der er omkring barnet.

Af undersøgelsen fremgår det også, at 49 procent af alle kommuner ønsker at gøre mere brug af måleredskaber. Det gælder for 31 procent af kommunerne, der allerede bruger progressionsmålinger, mens 63 procent af de kommuner, der ikke bruger måleredskaber i dag, overvejer at indføre dem.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

Når vi skal give udsatte børn og unge det bedst mulige udgangspunkt, så er vi nødt til at have viden om deres udvikling og viden om, hvordan vi hjælper dem. Og den viden skal være så tæt på de udsatte børn og unge som muligt. Derfor er det positivt, at mange kommuner bruger redskaber, så man både kan se og sammenligne udsatte børn og unges udvikling. Samtidig er jeg også glad for, at de kommuner, der ikke bruger målinger endnu, overvejer det.

- Mai Mercado

Læs om rapporten på VIVE's hjemmeside

 

Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder Signe Dalgas Damgaard, sid@sm.dk, tlf.: 41 85 11 92

Fuldmægtig Karen Drøhse, kadr@sm.dk, tlf.: 41 85 11 58