Ramme for Opdragelsesdebatten

Baggrund

Der har gennem en del år været meget debat om opdragelse. Der peges fra nogle sider på, at nutidens børn er forkælede, egoistiske og uopdragne. Andre fremhæver, at børn og unge er mere velreflekterende, sociale og selvstændige end nogensinde før. Dagtilbud og skoler har et stort ansvar for børns udvikling, men det største ansvar har forældrene. De første seks år lægger grunden for et barns senere livsforløb, herunder fx håndtering af kriser, modtage læring og omgang med andre mennesker.

 

Formål

Børne- og socialministeren igangsætter initiativet ”Opdragelsesdebatten”, som skal medvirke til at gøre debatten om børneopdragelse og familielivet i dagens Danmark mere nuanceret, oplyst og konstruktiv. Opdragelsesdebatten igangsættes primo 2018 og fortsætter frem til sommeren 2018. 

Debatten skal give plads til forskellige synspunkter og inddrage befolkningen bredt. Samtidig er det vigtigt, at initiativet bidrager til at gøre debatten mere nuanceret og kvalificeret. Der er i dag mange uunderbyggede påstande og gensidige anklager. Et væsentligt formål er derfor at understøtte en vidensbaseret og respektfuld debat, der giver inspiration til forældre.

Som grundlag for debatten skal der kortlægges eksisterende og indsamles ny viden, herunder skal forældres og børns syn på opdragelse inddrages. Derudover nedsættes et debatpanel med forældre, meningsdannere og eksperter, der med inddragelse af viden og befolkningen via de sociale medier mv. skal debattere relevante temaer.

Debatten om opdragelse skal ramme bredt og skal være relevant for alle børnefamilier i Danmark. Der skal tages højde for forskellige familietyper og forskelle på familiernes sociale og økonomiske ressourcer.

Debatten vil have et særligt fokus på små børn, idet de første år af et menneskes liv er afgørende for udviklingen af grundlæggende kompetencer og robusthed.

 

Leverancer

”Opdragelsesdebatten” udmøntes i tre delinitiativer:

 

A) Debatpanel med eksperter og meningsdannere

Børne- og socialministeren nedsætter et debatpanel om opdragelse med ca. 10 medlemmer. Panelet får egen formand. Børne- og socialministeren er ikke selv medlem af panelet.

Panelet skal over tre temamøder drøfte temaer som ”familietid og hverdagsliv”, ”pligter og ansvar” og ”selvstændighed og fællesskab”. På møderne skal medlemmerne aktivt inddrage input fra de to andre delinitiativer, hhv. borgernes input på sociale medier og den viden, der er fremkommet af vidensproduktionen.

Når hele initiativet afsluttes, medio juni 2018, skal debatpanelet aflevere et digitalt slutprodukt, der skal fungere som en indholdsmæssig opsamling på drøftelserne. Opsamlingen skal være panelets perspektiver på moderne børneopdragelse i dagens Danmark – ikke en kanon eller endegyldig facitliste.

 

B) Borgerinddragende onlinekampagne

Der igangsættes en kampagneside på Facebook, hvor borgerne får mulighed for at komme med input til debatpanelet og debattere med hinanden, og hvor alle aktører og interessenter kan bidrage til debatten.

Der vil blive gjort en aktiv redaktørindsats for at sikre en levende og omfangsrig debat, som er inkluderende, respektfuld og konstruktiv. Facebook-sidens følgere inviteres til at debattere opdragelse med hinanden med udgangspunkt i fx paneldeltagernes temamøder, resultater fra vidensproduktionen, små videoklip med opdragelsesdilemmaer, mindre afstemninger og lignende.

Indsatsen på de sociale medier vil blive suppleret med løbende presseindslag, der kan bestå i ny fakta fra vidensproduktionen, interview med ministeren og/eller paneldeltager eller lignende.

 

C) Vidensproduktion

Vidensproduktionen vil bestå af tre uafhængige opgaver, som leveres af eksterne leverandører:

  • En videnskortlægning af eksisterende forskning om opdragelse
  • En undersøgelse af forældres perspektiver på opdragelse
  • En undersøgelse af børns syn på opdragelse

 

Overordnet tidsplan

 undefined