Oftest stillede spørgsmål

Her kan du finde vejledende svar på de mest stillede spørgsmål.

Private pasningsordninger

Hvad er forskellen på privat dagpleje og private pasningsordninger?

Privat dagpleje er et dagtilbud til børn, der er baseret på en aftale om drift mellem kommunen og den private dagplejer. Den private dagpleje er derved en del af den kommunale forsyning og får anvist børn af

Private pasningsordninger er baseret på en privat pasningsaftale mellem den private børnepasser og forældrene. Den private pasningsordning drives som udgangspunkt uden offentlige midler og finansieres helt eller delvist ved forældrenes betaling. Det er dog muligt at søge om tilskud til privat pasning.

Reglerne om tilskud til privat pasning er ikke omfattet af de almindelige regler for forældrebetaling og tilskud i dagtilbud. Forældre kan derfor ikke få økonomisk fripladstilskud i forbindelse med tilskud til privat pasning.

 

Hvordan oprettes en privat pasningsordning?

Uanset hvordan pasningen tilrettelægges, skal private pasningsordninger, der modtager flere end to børn under 14 år til pasning mod betaling, have tilladelse fra kommunalbestyrelsen til at modtage børn til pasning. Der skal i så fald foreligge en pasningsaftale, som skal godkendes af kommunen førend der kan modtages børn til pasning, eller udbetales tilskud til pasningen.

Private pasningsordninger kan eksempelvis oprettes ved at forældrene ansætter en passer, ved at flere selvstændige passere går sammen, eller ved at ejeren af en selvstændig pasningsordning ansætter en eller flere børnepassere. Den konkrete pasningsaftale skal dog altid indgås af forældrene og den person, der passer barnet. Børnepasseren skal ligeledes godkendes af kommunalbestyrelsen. 

Hvis flere selvstændige pasningsordninger ønsker et fælles pasningssted skal pasningsstedet godkendes af kommunalbestyrelsen i forhold til om stedet er egnet flere pasningsordninger.

 

Hvordan ser en pasningsaftale ud?

Følgende oplysninger kan fremgå af en pasningsaftale. Listen er vejledende:

  • Navn, adresse og evt. cvr nr. på aftalens parter
  • Pasningsadresse og telefonnummer
  • Antal af børn i pasningen, samt navne og CPR-numre for børnene.
  • Forventet pasningsperiode.
  • Børnenes pasningsbehov/børnepasserens arbejdstid
  • Fridage og ferie - herunder omfang og vilkår for brug af vikar(er).
  • Betalingen for pasningen pr. måned (hvilke udgifter søges dækket).
  • Hvilke opsigelsesvarsler gælder fra forældrenes side og fra børnepasserens side.
  • Hvor i kommunen kan yderligere oplysninger fås (kontaktperson).

 

Pasning af egne børn

Hvem kan få tilskud til pasning af egne børn?

Det er kommunalbestyrelsen, som beslutter hvorvidt de vil give forældrene i kommunen mulighed for at søge tilskud til pasning af eget barn.

Det er en betingelse for at få tilskud til pasning af egne børn, at ansøgeren

  1. ikke samtidig modtager offentlig overførselsindkomst eller har en arbejdsindtægt,
  2. ikke er omfattet af § 13, stk. 10, og § 13 f, stk. 1-4, jf. § 26, stk. 4-10, i lov om aktiv socialpolitik, og
  3. har opholdt sig her i landet i 7 ud af de seneste 8 år. 

stk. 2. Kravet om ophold efter stk. 1, nr. 3, gælder ikke for EU/EØS-borgere, i det omfang de efter EU-retten er berettiget til ydelsen.

Yderligere vejledning om EU-rettens regler kan findes på www.nyidanmark.dk 

 

Tilskud, opskrivning i dagtilbud mm. 

Spørgsmål om konkrete muligheder for modtagelse af tilskud, opskrivning i dagtilbud mv. skal rettes til kommunen. Mange svar findes også på borger.dk, hvor der også kan ansøges om tilskud og laves opskrivninger med mere.