Paneldeltagerne

Formand

Foto Sofie Münster

Sofie Münster er formand for Opdragelsesdebattens panel. Hun er stifter af Nordic Parenting, et onlinemagasin om børn og familieliv, tidligere direktør for Løkkefonden og forfatter til flere bestsellere om opdragelse. Hun er desuden vært på TV 2’s program ”Opdrag en vinder”. Hun er 32 år og er for nylig blevet mor for anden gang.

Øvrige paneldeltagere

Foto Claus Holm

Claus Holm er lektor og institutleder ved DPU, Aarhus Universitet. Han har en stor forskningsbaseret viden om dagtilbud og skoler og har skrevet flere kronikker, artikler og bog-bidrag om opdragelse.

Foto Fie Hørby

Fie Hørby er cand.mag., familieterapeut MPF og stifter af Blackbird Institute. Fie Hørby er også forfatter og står blandt andet bag bøgerne "Drop Opdragelsen" og "Om teenagere - for forældre". Hun har tre børn.

Foto Imran Rashid

Imran Rashid er speciallæge i almen medicin, foredragsholder og forfatter til bogen "SLUK", der beskriver hvordan moderne teknologi som fx. smartphones påvirker børns liv og hverdag. Han er gift, bor på Frederiksberg og har selv to børn i skolealderen.

Foto Kristine Sloth

Kristine Sloth er en dansk influencer, forfatter og foredragsholder. Hun er 19 år og er især kendt fra YouTube, hvor hun har over 200.000 følgere. Kristine Sloth har tidligere argumenteret for, at forældre skal tage større ansvar over for deres børns online-liv.

Louise Gjervig Lehn

Louise Gjervig Lehn er formand for Forældrenes Landsforening, FOLA. Hun er en ivrig debattør, når det gælder børn og børns vilkår, bl.a. det gode og udviklende børneliv. Privat er hun gift og mor til snart tre børn - en skolepige på ti år, en snarlig sfo-dreng, og en kommende lille til foråret. Til dagligt arbejder hun som børnesygeplejerske på H.C. Andersen Børnehospital i Odense.

Foto Per Schultz Jørgensen

Per Schultz Jørgensen er børne- og familieforsker og uddannet psykolog. Han har i mange år været medlem af Børnerådet, hvor han også var formand i tre år. Per Schultz Jørgensen holder foredrag om børn og unge og har skrevet artikler og bøger om familieforhold, senest bogen ”Robuste børn” i 2017.

Foto Peter Lund Madsen

Peter Lund Madsen er dr.med., speciallæge i psykiatri, hjerneforsker og forfatter. Han har deltaget i mange radio- og tv-programmer, bl.a. under pseudonymet ”HjerneMadsen”.  Han er far til to sønner.

Foto Peter Mygind

Foto: Elona Sjøgren

Peter Mygind er uddannet skuespiller og har bl.a. været tv-vært. Han har bl.a. samarbejdet med en folkeskoleklasse for at bekæmpe mobning og har på den baggrund lavet tv-serien og bogen ”Myginds mission”. Han har også skrevet børnebogen "Drengen der ikke kunne grine". Desuden holder han foredrag om mobning. Privat bor Peter Mygind sammen med sin kone, søn, svigerdatter, svigermor og sit barnebarn - fire generationer under samme tag.

Foto Tom Jensen

Tom Jensen er ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Tidende. Han har skrevet en del indlæg om familier og opdragelse, bl.a. "Lad nu de unge mennesker lære lidt af livet selv" (2017) og "Fri os fra myten om de dårlige forældre". Tom Jensen er gift og har tre børn på 20, 17 og 12 år.

Foto Özlem Cekic

Foto: Robin Skjoldborg

Özlem Cekic er brobygger, foredragsholder og tidligere folketingsmedlem for SF. Hun er kendt for sit arbejde med at bygge bro mellem befolkningsgrupper med sin "dialogkaffe". Hun er foredragsholder og en ivrig debattør, der dagligt bliver fulgt af mange tusinder på sociale medier. Hun har skrevet flere bøger til voksne og børn. Özlem har tre børn og er uddannet sygeplejerske.