Servicelovens §§ 18 og 18a

Her kan du læse om servicelovens regler for kommunernes og regionernes samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger.

Efter servicelovens § 18 har kommunalbestyrelsen pligt til at samarbejde med frivillige sociale organisationer eller foreninger. Formålet er at fremme samarbejdet mellem kommunen og den lokale frivillige sociale sektor med henblik på at skabe gode rammer for den frivillige indsats og sikre et bedre samspil mellem de frivillige sociale organisationer og foreningers aktiviteter og de offentlige sociale tilbud.

Kommunalbestyrelsen skal årligt afsætte et beløb til støtte af frivilligt socialt arbejde – den såkaldte § 18-støtte. Som kompensation for støtten modtager kommunalbestyrelsen et tilskud fra staten via bloktilskuddet, der årligt reguleres med pris- og lønudviklingen. Det beløb, som kommunerne modtager som kompensation for støtten til det frivillige sociale arbejde, er ikke øremærket. Det betyder, at det ikke i serviceloven er fastsat, hvor stort et beløb den enkelte kommune skal afsætte til økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde. Det forudsættes dog generelt, at kommunerne samlet set anvender tilskuddet til det frivillige sociale arbejde.

§ 18-støtten tager bl.a. sigte på den situation, at en frivillig organisation, forening eller andre frivillige aktører af egen drift og på eget initiativ gør en frivillig social indsats. Kommunalbestyrelsens rolle er her at vurdere, om den vil støtte den pågældende aktivitet økonomisk. § 18 kan også indgå som led i et samarbejde mellem kommunalbestyrelsen og en frivillig social organisation eller forening om indsatsen for en bestemt socialpolitisk målgruppe eller om en socialt forebyggende indsats. Det er betingelsen, at den frivillige indsats er kernen i aktiviteterne, og at tilskuddet fungerer som en støtte til den specifikke frivillige indsats.

Den enkelte kommunalbestyrelse fastlægger rammerne for samarbejdet med de frivillige sociale organisationer og foreninger. Det er hensigten, at de meget frie rammer for, hvordan samarbejdet og støtten efter servicelovens § 18 kan tilrettelægges, skal skabe de bedst mulige forudsætninger for, at kommuner og frivillige aktører finder den samarbejdsform, som er bedst i overensstemmelse med de lokale forhold og ønsker, og som styrker den lokale frivillige sociale indsats.


Forsikring af frivillige indsatser

Pr. 1. juli 2017 er § 18a tilføjet til serviceloven. Med bestemmelsen er det muligt for kommunalbestyrelsen og regionsrådet at tegne ansvars- og ulykkesforsikringer for borgere, der i tilknytning til løsning af kommunale eller regionale opgaver yder en frivillig indsats i kommunen henholdsvis regionen. De tegnede forsikringer skal tegnes på samme vilkår som forsikringer, der er tegnet af kommunen eller regionen for borgere, der udfører frivilligt arbejde.

Formålet med § 18a er at sikre, at borgere, der leverer en frivillig indsats, ligestilles med personer, der udfører frivilligt arbejde for kommuner og regioner, i forhold til forsikring af tilskadekomst og skadevoldende adfærd. Det skal understøtte det overordnede formål om, at frivillige kan bidrage til lokalsamfundet og være med til at udvikle den lokale opgaveløsning ved at sikre, at forhold vedrørende forsikring ikke er en barriere for kommuners og regioners samarbejde med frivillige lokalt.

Forsikringsmuligheden ændrer ikke ved den forpligtelse, som kommuner og regioner har til at forsikre borgere, der arbejder frivilligt, og hvor der er tale om arbejde efter lovens forstand.

En kommunalbestyrelse eller et regionsråd, som vælger at tegne ansvars- og ulykkesforsikringer for borgere, der yder en frivillig indsats, skal fastsætte lokale retningslinjer for, hvilke frivillige indsatser der skal omfattes af ansvars- og ulykkesforsikringer, herunder om det er alle eller kun udvalgte frivillige indsatser og aktiviteter, der skal være omfattet. Hensigten med retningslinjerne er at skabe klarhed over, hvilken forsikringsdækning der kan tilbydes frivillige lokalt med og uden forudgående foreningstilknytning.

Kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan overveje følgende relevante aspekter i fastsættelsen af de lokale retningslinjer:

  • Hvilke typer af frivillige indsatser skal omfattes af forsikringen?
  • Hvilke sektorområder skal omfattes af forsikringen?
  • Skal der tegnes ansvars- eller ulykkesforsikring eller både/og?
  • Skal forsikringen kunne dække borgere med bopæl uden for kommunen hhv. regionen?

Læs mere om servicelovens §§ 18 og 18a i vejledning om det frivillige område efter serviceloven