Initiativer og indsatser til personer i prostitution

Her kan du læse om aktuelle politiske initiativer og andre indsatser rettet mod at hjælpe mennesker i prostitution.

Satspuljeinitiativer

Partierne bag aftalen om satspuljen for 2017 besluttede at afsætte 7 mio. kr. til en indsats på prostitutionsområdet. Med dette initiativ afsættes midler til støtte og rådgivning til borgere i prostitution, som ønsker eller er i gang med at forlade prostitutionsmiljøet. Formålet hermed er at sikre denne gruppes mulighed for at få støtte i overgangen til et liv uden prostitution.

I aftalen om satspuljen for 2018 indgår desuden et initiativ rettet mod forebyggelse af gråzoneprostitution. Formålet med initiativet er at forebygge, at unge etablerer prostitutionslignende relationer (gråzoneprostitution) som fx sugardating, da dette for nogle unge kan være en utilsigtet vej ind i egentlig prostitution.


Reden i København, Odense og Aarhus

Indsatsen over for kvinder i gadeprostitution sker overvejende via KFUK’s Sociale Arbejde, Reden, i henholdsvis København, Odense, Aarhus og Aalborg. Reden er et være- og rådgivningssted for udsatte kvinder. Tilbuddet er etableret som frivilligt og opsøgende socialt arbejde og finansieres dels via offentlige tilskud, dels via private donationer. Personalet er sammensat af både frivillige og professionelle.

Gå til Reden København
Gå til Reden Odense
Gå til Reden Aarhus
Gå til Reden Aalborg

Reden International arbejder med udenlandske kvinder i prostitution og har særligt fokus på kvinder, der er ofre for menneskehandel. Reden International står for det opsøgende arbejde på gaden i København og driver Mødestedet på Vesterbro sammen med Center mod Menneskehandel

Udenrigsministeriets afdeling for ligestilling har ansvaret for at koordinere indsatsen mod menneskehandel.


Hanne Mariehjemmet

Hanne Mariehjemmet er Danmarks eneste krisecenter for kvinder, som lever i miljøer med misbrug og prostitution. Hanne Mariehjemmet er beliggende i Roskilde.


Kompetencecenter Prostitution

Kompetencecenter Prostitution er et nationalt center under Socialstyrelsen, der blandt andet laver opsøgende socialt og sundhedsmæssigt arbejde på massageklinikker, hjælper prostituerede via telefonrådgivning og laver brobygning mellem prostituerede, sociale myndigheder og sundhedsvæsenet. Formålet med centerets arbejde er hermed både at tilbyde hjælp til nuværende og tidligere prostituerede og at yde rådgivning og kompetenceudvikling til myndighederne såvel som at bidrage til vidensproduktion og udvikling af metoder inden for det sociale arbejde.