Udviklings- og Investeringsprogram (UIP) på voksenområdet

Med satspuljeaftalen for 2017 blev det besluttet at etablere et permanent Udviklings- og Investeringsprogram (UIP) på voksenområdet. Formålet med UIP’en er at understøtte en mere vidensbaseret social indsats.

Projekterne i UIP’en skal derfor udvikle virksomme indsatser og metoder m.v. på voksenområdet. Dette sker gennem UIP’ens tre spor.

I spor 1 udvikles og afprøves nye virksomme og omkostningseffektive indsatser med inddragelse af lovende praksis i kommunerne og med udgangspunkt i kommunernes behov for nye indsatser og metoder.

I spor 2 arbejdes der med at udbrede virksomme metoder, så de kan forankres i flere kommuner. Udbredelsen understøttes ved, at

  • Socialstyrelsen yder rådgivning og implementeringsstøtte i forhold til de metoder, der udbredes
  • Medarbejderne uddannes i de konkrete metoder
  • Kommunerne kan søge om økonomisk støtte til dækning af initialomkostninger ved implementering af metoderne, og
  • Implementeringen af metoderne monitoreres.

I spor 3 investeres i data og videnskilder, der understøtter viden om, hvad der virker.

Der er i regi af Udviklings- og Investeringsprogrammet nedsat en faglig styregruppe bestående af KL, Danske Regioner og en række kommuner, faglige organisationer og vidensinstitutioner, som indstiller projekter for det kommende års UIP. Dette skal sikre kobling til den fagprofessionelle indsats. Indstillingen fra den faglige styregruppe ligger til grund for den endelige prioritering af konkrete projekter, der foretages af børne- og socialministeren efter dialog med satspuljeordførerne.

Med satspuljeaftalen for 2019 blev det desuden besluttet at etablere et permanent Udviklings- og Investeringsprogram (UIP) på børne- og ungeområdet.