Mange kommer hurtigt ud af hjemløshed

26-09-2017
Pressemeddelelse Udsatte voksne

Langt de fleste brugere af herbergerne er hjemløse i kortere perioder, viser ny rapport. Det tyder på, at der er potentiale for at hjælpe dem til et liv i egen bolig og forebygge, at de bliver hjemløse igen, mener børne- og socialminister Mai Mercado.

Omkring to tredjedele af alle hjemløse i Danmark er kun hjemløse i kortere tid. Det viser rapporten ’Veje ind og ud af hjemløshed. En undersøgelse af hjemløshedens forløb og dynamik’ fra VIVE, der har kortlagt, hvad der leder borgere ud i hjemløshed, hvor længe de er hjemløse, og hvad der kendetegner veje ud af hjemløsheden.

Rapporten giver ny viden om de mange forskellige og ofte komplekse årsager til hjemløshed, og den viden vil indgå i arbejdet med den kommende handlingsplan på området.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

Regeringen har et klart mål om, at færre mennesker skal være hjemløse. Der er mange triste historier bag tallene i rapporten, men jeg hæfter mig ved, at to ud af tre ser ud til at komme hurtigt ud af hjemløshed igen. Det viser, at vi allerede i dag gør meget rigtigt, men ambitionen er at forebygge, at de overhovedet når ud i hjemløshed. Derfor vil regeringens kommende handlingsplan for bekæmpelse af hjemløshed fokusere på at opspore og gribe udsatte unge tidligere end i dag

- Mai Mercado

Undersøgelsen er lavet ved at kombinere hjemløsetællingerne siden 2009 med oplysninger om brugerne af landets herberger og viser også, at cirka en fjerdedel hænger fast i hjemløshed i mere end to år. I gruppen af langvarigt hjemløse har 80 pct. enten et misbrug eller en psykisk lidelse.

Kortlægningen viser også, at kun knap 1 ud af 20 hjemløse har fået en indsats med én af de metoder, som har dokumenteret virkning. 

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

Der findes ingen snuptagsløsninger på det her komplekse problem, men vi er nået første skridt på vejen: Vi har udviklet metoder, som vi ved kan hjælpe personer ud af hjemløshed. Det er opsigtsvækkende, at vi udnytter den viden i så lille et omfang. Dét skal vi have gjort noget ved. Med hjemløsehandlingsplanen vil vi udbrede indsatserne og sikre en bedre støtte til langvarigt hjemløse, der ofte har levet et langt og hårdt liv på gaden og på herberger

- Mai Mercado

 

Læs rapporten ’Veje ind og ud af hjemløshed. En undersøgelse af hjemløshedens forløb og dynamik’

 

Yderligere oplysninger

Pressemedarbejder Kristine Korsgaard, 41851326, krko@sm.dk

Specialkonsulent Jeppe Villumsen, 41851321, jev@sim.dk