Anbragte børn og unge trives bedre

29-12-2018
Pressemeddelelse Udsatte børn og unge

På flere centrale parametre går det fremad med anbragte børn og unges trivsel. I en ny Rambøll-rapport fortæller 9 ud af 10 anbragte børn og unge, at de har det godt der, hvor de bor, og 92 procent af de anbragte børn og unge oplever, at de voksne holder af dem.

På flere områder går det fremad med anbragte børn og unges trivsel. For eksempel er andelen af børn og unge, der føler sig meget godt hjemme på deres anbringelsessted steget fra 67 procent i 2016 til 75 procent i 2018. Det viser Rambølls rapport for Børne- og Socialministeriet, ”Anbragte børn og unges trivsel 2018”. Samtidig oplever 83 procent, at de kan få råd og vejledning fra de voksne på anbringelsesstedet.

Børne- og socialminister Mai Mercado siger:

Vi har gennem årene lavet en række tiltag, der skal give anbragte børn og unge en bedre hverdag. Når det går fremad med trivslen, som rapporten her viser, så fortæller det mig, at vi er på rette vej. Det er vigtigt, fordi vi skylder de anbragte børn og unge en bedre hverdag end den, de kom fra hos mor og far.

- Mai Mercado

Undersøgelsen viser til gengæld også, at det ikke står helt lige så godt til hos de børn og unge, der er anbragt på et socialpædagogisk opholdssted eller på en døgninstitution. Her er det henholdsvis 28 procent og 50 procent, der føler sig godt hjemme.

Det bekymrer mig, at oplevelsen af det, som de anbragte børn og unge gerne skulle kalde ”hjem”, er så afhængig af, om de bor i en plejefamilie, eller om de bor på et socialpædagogisk opholdssted eller på en døgninstitution. Det er ofte meget udsatte børn og unge, der bor på opholdssteder og døgninstitutioner. Det er en udvikling, jeg vil følge tæt. Derfor vil jeg igangsætte en undersøgelse af, hvad der ligger bag, at nogle anbragte ikke trives så godt som andre.

- Mai Mercado

Læs rapporten om anbragte børn og unges trivsel.


 

Fakta

  • Pr. 31. december 2017 var 7.609 børn og unge i alderen 11-17 år anbragt uden for hjemmet.
  • Trivselsundersøgelsen blandt anbragte børn og unge er en landsdækkende undersøgelse, der bygger på spørgeskemabesvarelser blandt anbragte børn og unge i aldersgrupperne 11, 13, 15 og 17 år.
  • Undersøgelsen giver et billede af, hvordan anbragte børn og unge trives i deres anbringelse og hverdag, ud fra deres eget perspektiv.
  • Undersøgelsen er den tredje af sin slags. De to foregående blev gennemført i 2014 og 2016.
  • Undersøgelsen er finansieret via satspuljen.


Yderligere oplysninger

Fuldmægtig Samyia Beg, sybg@sm.dk, tlf.: 41 85 12 16
Pressemedarbejder Nanna Lodberg Theut, nlot@sm.dk, tlf.: 41 85 10 05